Pokernews fortsat skrottet til WSOP Europe-dækning

Der var et regulært ramaskrig i pokerverdenen, da World Series of Poker i foråret offentliggjorde, at de havde fravalgt Pokernews som officiel mediepartner efter flere års samarbejde. Således stillede WSOP i stedet selv med et hold journalister til liveblog og interviews, frem for at benytte sig af de rutinerede kræfter i bloggere som Remko Rinkema, Frank Op De Woerd og Chad Holloway. En beslutning som mange mener, har haft store konsekvenser for kvaliteten af dækningen under årets VM i poker.

Nu har WSOP så offentliggjort de officielle samarbejdspartnere til liveblog og videoproduktion af årets europæiske afdeling i Berlin, og endnu engang er Pokernews blevet bænket, denne gang til fordel for det tyske selskab ‘Pokerfirma’. Mens det har nogen helt åbenlyse økonomiske fordele for WSOP i form af reducerede rejse- og logiomkostninger, så frygter mange, at det lokale produktionsselskab slet ikke har erfaringen eller ressourcerne til at levere en fyldestgørende dækning af den 17 dage lange festival.

Til gengæld er der bred konsensus om, at WSOP har taget en svært fornuftig beslutning ved valget af samarbejdspartner til livestreaming af begivenheden. Den ære er nemlig tilfaldet streamingtjenesten Twitch, der for alvor er kommet på landkortet blandt pokerfans verden over, efter spillere som Jason ‘JCarver’ Sommerville og Jamie ‘pokerstaples’ Staples dagligt trækker tusindvis af seere til deres onlinegrind. Fra lørdag den 10. oktober og 12 dage frem vil der således være livetransmitering med holecards fra Spielbank Berlin. Tovholder i kommentatorboksen er den velkendte David Tuchman, mens en række forskellige pokerproer vil lægge vejen forbi den sekundære mikrofon i løbet af serien.

Du kan se det fulde streamingprogram her, eller følge WSOP på Twitch, for at få en notifikation hver gang kanalen går online. Desuden har PNN en mand i Berlin for at dække Main Event og den €25.600 dyre highroller, så stay tuned her på siden fra den 18. oktober.