Isildur1: Tid til en pause!

Isildur1 har været i storform her i det tidlige 2013. Han var oppe med fem millioner dollars, nu er han oppe med tre. Sådan er Isildur1-Land, men ligesom med andre aspekter af Isildur1s spil her i 2013, er der tegn på nyheder i Isildur1s repertoire.

“The good luck, has turned to bad. Time for break – Lykken er vendt. Tid til en pause,” skriver Isildur1 på sin twitter-profil i dag, og det vil faktisk sige, at Isildur1 kender ordet ‘pause’. Hvis man havde spurgt Isildur1 version 2009 om han måske ikke skulle tage en pause, havde han højst sandsynligt kigget på dig med uforstående mine og spurgt:

“Paws?”

Og så ellers tilbage til de 12 borde mod verdens bedste spillere.

Isildur1 version 2013 ligner en ung mand, der har lært nogle gode ting i løbet af det sidste år eller to.

Læs også: Fed hånd-alarm: Isildur1 med stort call i $204.000-pot

Hvis svenskeren vælger at snuppe en pause nu, er han ifølge highstakesdb.com oppe med $3.093.000 – 17,4 millioner danske kroner efter dagens kurs. Det gør naturligvis Isildur1 til årets suverænt største online vinder indtil videre. Andenpladsen indtages pt. af Phil Galfond, der netop har fået svenskerens kurve til at styrtdykke – $1.350.000 er Phil Galfond oppe med for året.

Læs også: Galfond slår til: Skræller Isildur1 for en lille million dollars

Årets største taber online lige nu er Ben ‘Sauce1234′ Sulsky, der er nede med $1.650.000 for 2013.