Rekord: 254.000 spillere bakkede op om ny turneringsserie

Selvom WCOOP tiltaler tusindvis af onlinegrindere, så er det INTET i forhold til, hvad PokerStars’ nye turneringsserie, Common Cents, i går trak til verdens største pokerside. Der var nemlig premiere på den nye festival, der i grove træk kan beskrives som en miniput-version af MicroMillions. Hvor MicroMillions nemlig byder på buy-ins mellem $0,11 og $22, så koster den dyreste turnering under Common Cents nemlig under én dollar.

I går var kick off på den nye serie, og man må i høj grad sige, at det blev taget vel imod. Den bare én dollarcent dyre turnering havde nemlig voldsomme $100.000 garanteret, hvilket ville kræve 10 MILLIONER kampklare spillere, for ikke PokerStars skulle til lommerne. Det kunne end ikke verdens største pokerside mønstre, men det er nok næppe noget, de ligger søvnløse over på direktionsgangen på Isle of Man. Det lykkedes nemlig stadig at skabe verdens største onlineturnering nogensinde, da i alt 253.698 spillere registrerede sig til den historiske begivenhed.

Med så mange deltagere skal der også en vis fart på strukturen, og det må man sige der var. I hvert fald var den rekordstore turnering færdig på bare seks timer og 38 minutter, hvilket svarer til mere end 637 elimineringer i minuttet – altså mere end 10 i sekundet.

Da røgen var lettet klokken 02.43 i nat, var det østrigske DaDumon, der kunne glæde sig over en episk sejr. Vedkommende formåede altså at veksle mindre end 7 øre til næsten 66.400 kroner, efter at have slået Ruslands ‘Koshmarikuss’ heads up om trofæet. Bedste dansker blev ‘traneren’, der måtte lade livet som nummer 30 til $163.

Desuden blev seriens event #2 også afholdt i går, og hver dag frem til den $0,99 dyre main event på søndag, vil der blive afviklet to styks meget betalelige turneringer på pokersiden. Main event vil have $25.000 garanteret, og skydes i gang søndag klokken 21.00.