Rasmus Vejbæk-Zerr i lørdagstriumf for 167.000

Rasmus Vejbæk-Zerr har under sit nick ‘Powergolf’ haft et rigtig fint år på PokerStars. I april måned steg han helt til tops i Sunday Supersonic for anden gang, og kunne ved lejligheden stikke mere end $50.000 i lommen. I august spillede han sig på finalebordet i Sunday 500, og sidste måned strøg den københavnske grinder så til tops i The Hotter $44, hvilket også indbragte nydelige sekscifrede cashes.

Læs også: Vejbæk Zerr millimeter fra podiepladsering i Sunday 500

I nat var den så “gal” igen. Helt gal. Det lykkedes nemlig Rasmus Vejbæk-Zerr at spille sig helt til tops i lørdagens største onlineturnering, da han kort efter klokken 05.00 i morges kunne strække armene i vejret, og glæde sig over sejren i PokerStars’ Saturday Super-Knockout.

828 spillere havde velvilligt lagt det $320 dyre buy-in, og det resulterede i en samlet præmiepulje på mere end $255.000. I knockout-turneringerne er det imidlertid “kun” halvdelen der udbetales efter placering, mens resten går til bounties, men alligevel endte der med at være $23.908 til vinderen. De røg altså på danske hænder, da Rasmus Vejbæk-Zerr på trods af bare syv knockouts i alt var ‘last man standing’. Til sammenligning havde heads up-modstanderen i polske ‘Vittorio_PL’ taget voldsomme 22 spillere ud til $154 stykket.

Med sine syv bounties lyder danskerens totale cash på lige under $25.000 eller hvad der svarer til 167.000 kroner i alt. Ikke dårligt for 10 timers arbejde. Med resultatet har Rasmus Vejbæk-Zerr desuden lige akkurat passeret cashes for over én million dollars på sin PokerStars konto.