Breaking Bad-skuespiller i stald hos Maria Ho i ny pokerliga

Der var noget forvirring, da Maria Ho ved påbegyndelsen af første uge i Global Poker League stadig ikke havde udvalgt to wildcard-spillere ligesom sine kollegaer i de 11 andre franchises. I går aftes kom forklaringen så endelig. Ud over at have valgt sig selv, så var der med andetvalget nemlig slet ikke tale om en traditionel pokerpro, men i stedet en ‘rising star’ inden for skuespillernes verden.

Aaron Paul – kendt for sin ikoniske skildring af Jesse Pinkman i AMC-serien ‘Breaking Bad’ – skal over de næste par måneder spille med og mod en perlerække af pokerens bedste spillere, og det er en udfordring, han i høj grad ser frem til.

“Jeg elsker poker som et spil og som en tankesport, og jeg er enormt spændt på at være en del af den nye eSports-liga. At repræsentere LA Sunset sammen med nogen af verdens bedste pokerspillere bliver fantastisk”, udtaler skuespilleren til GlobalPokerLeague.com.

wildcard-aaron-1

De to wildcard-spillere for LA Sunset er henholdsvis holdkaptajnen selv (Maria Ho), og Breaking Bad-stjernen Aaron Paul.

Om valget fortæller Maria Ho desuden, at flere celebrities stod på spring for at slutte sig til LA Sunset, men at hun er svært begejstret for, at Aaron Paul endte i folden.

“Vi har haft mange muligheder for at inkludere offentlige figurer, der også kan spille spillet, men i min optik er Aaron en af de mest engagerede pokerspillere overhovedet lige nu. Han vil lære af og slå de bedste. Han er en fantastisk tilføjelse til LA Sunset, og jeg håber, han ender med at blive et omdrejningspunkt for holdets succes”, udtaler hun.

LA Sunset skal allerede i aktion i aften, når anden uges spil begynder i Global Poker League, men her er henholdsvis Fedor Holz og Chance Kornuth blevet udvalgt til at repræsentere Los Angeles-holdet. Til ugens heads up-opgør har Sunset valgt Olivier Busquet, så Aaron Paul kan tidligst få plads ved filten i næste uges 6-max sit’n’goes, hvilket med al sandsynlighed også er et bedre sted at starte, end at blive kastet for heads up-løverne med det samme.