PokerStars-spillere i Montreal for at mægle med Amaya

Ved mindre du har opholdt dig under jorden de sidste tre måneder, har du ikke kunne undgå at høre om de omfattende ændringer i PokerStars VIP-program, der blev indført fra årsskiftet. Spillernes svar på tiltale har været i kraft af boykots, og flere velkendte ansiger i pokerverden har været ude på sociale medier, fora og podcasts at kritisere Amaya for både ændringerne i sig selv og kommunikationen af de mærkbare forringelser. Nu viser det sig så forhåbentlig, at pokerspillernes oprør ikke falder for døve ører.

I hvert fald er fire pokerproer i disse dage på vej til Amaya Gamings hovedkvarter i Montreal, hvor de vil tale spillernes sag i et forsøg på at få PokerStars til at omgøre nogen af de beslutninger, der især har kostet Supernova- og Supernova Elite-spillere tusindvis af dollars i rakeback. Det drejer sig om Dani ‘Ansky’ Stern, der har været en af de mest kritiske stemmer omkring PokerStars’ håndtering af sagen og forringelsernes indflydelse på pokerøkonomien, men også den tidligere Team PokerStars Pro Isaac ‘Ike’ Haxton og et nuværende medlem i Daniel ‘KidPoker’ Negreanu får mulighed for at lufte deres utilfredshed med ændringerne. Endelig fuldender highstakesspilleren Daniel ‘Oxota’ Dvoress firkløveret. Dvoress har ligeledes været med til at skabe fokus på ændringerne i kraft af sin position som Elite Pro hos RunItOnce, og har også glædeligt stillet op til interviews om problematiken hos blandt andet PokerNews.

Hvad der præcis skal foregå i Montreal, er endnu uvist, men selvom de fire mæglere har accepteret at underskrive en såkaldt NDA – Non Disclosure Agreement, så kommer det kun til at afholde dem fra at afsløre specifikke datasæt fra PokerStars’ forretning, og inkluderer altså ikke mødets indhold i større træk. Det skriver Dani Stern på sin Twitter:

Mødet skal angiveligt finde sted i morgen, og her hos PNN og i resten af pokerverden er det blot at holde vejret, og håbe på, at Negreanus charme, Haxtons kølighed, Anskys direkte natur og Dvoress’ beregnende personlighed kan være med til at omgøre PokerStars’ VIP-ændringer til det bedre.