Zola og Brink med flotte mandags-resultater

Med mange af verdens bedste pokerspillere på smykkejagt i Las Vegas, er de største onlinetours nok næppe lige så hårde, som de plejer at være. Det har gjort det til lidt af en legestue for nogen af de bedste danske grindere, der indtil videre har fravalgt WSOP, heriblandt ‘x_zola25’ og Frederik Brink. De to meget kyndige herrer havde således en rigtig fornuftig mandag ved den virtuelle filt, hvor de endda fik fornøjelsen af hinandens selskab i en af aftenens større PokerStars-tours.

Det skete da de begge spillede sig blandt de sidste 12 i en $320 6-max-turnering med $20.000 garanteret. Blot 78 spillere havde valgt at lægge buy-in, og derfor kunne det heller ikke blive til mere end $878, da Frederik Brink bustede som nummer syv lige før finalebordet. Bedre gik det imidlertid for ‘x_zola25’, der da også næsten havde været uden en turneringssejr i en hel uge. Heads up slog han den ukendte ‘house800’, og sikrede sig derved førstepræmien på $6.377, og følelsen af velbehag oven på en sejr.

Den følelse måtte Frederik Brink imidlertid fortsætte med at jagte, og han var da også utrolig tæt på at opnå det. Den $215 dyre turbo-turnering med $25.000 garanteret er jo en dansker-specialitet, hvor især Allan Bække nærmest finaltabler efter behag. Denne gang var det dog Brink, der var med, da afgørelsen skulle findes, men desværre for den danske Unibet Open-vinder, måtte han nøjes med en andeplads i denne ombæring. Heads up faldt han af til ‘josehf11’, men kunne dog stadig se $4.867 trøsteskillinger rulle ind på kontoen.