Theo og Sasuke blandt døgnets største tabere

Sommer, solskinsvejr og highstakes poker rimer ikke umiddelbart særlig godt, hvorfor der har været relativt stille på onlinefronten over de sidste par uger. Alligevel har der i går og i dag været en smule action på PokerStars’ dyre PLO-borde, og hele fire danskere har været igennem møllen før spillet endeligt døde ud i formiddags.

Ifølge highstakesdb.com blev det dog ikke nogen udpræget succes for de danske drenge. Sølvræven fra Greve – Theo Jørgensen – blev således døgnets næststørste taber, da han smed næsten fem buy-ins på PLO $50/$100-bordet Canis Majoris. $48.950 fik danskeren delt ud til spillere som Ben ‘Ben86’ Tollerne og Ole ‘Odd_Oddsen’ Amundsgaard, ligesom både den danske WSOP-vinder Alexander ‘KP’ Petersen og landsmanden Daniel ‘MrSmits’ Bertelsen fik en mindre bid af kagen.

Også Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen har under nicket ‘LotteNice’ haft utur i den over de sidste 24 timer. På samme takst smed den danske highroller $32.622 over 332 hænder til den irske spiller John ‘dagunman’ O’Shea.

Der har endnu ikke været liv i de dyreste PLO-borde her til eftermiddag, men mon ikke der igen i aften bliver budt op til dans ved den virtuelle filt?