Slår Vogt heads up: Bække cementerer status som landets bedste

Allan ‘Sifosis’ Bække, Martin ‘Skrigepas’ B. Hansen og den anonyme ‘x_zola25’ har igennem året skiftedes til at indtage pladsen som landets bedste online turneringsspiller, og på flere tidspunkter har det været ét eneste finalebord eller resultat, der har skilt de tre herrer ad på pocketfives rangliste.

Over de sidste par måneder har eksil-silkeborgenseren Allan Bække imidlertid sat det lange ben foran, og sidder nu komfortabelt på tronen igen. Selvom det ikke blev til nogen store WCOOP-resultater, så fortsætter han nemlig med at vinde flere af de større daglige turneringer under sit PokerStars-nick ‘Sifosis’, og i går kunne han føje endnu en “hygge-sejr” til CV’et.

Det var den daglige $320 6-max turnering med $15.000 garanteret, som Bække strøg helt til tops i, men sejren blev først en realitet, efter at have været i ilden heads up mod årets runner up ved MPT, Rasmus Vogt. De to landsmænd satte nemlig resten af det 56 mand høje felt på plads, før de skulle afgøre det mellem sig mano a mano.

Om det var Bækkes tidligere status som heads-up Sit’n’Go-pro der kom til udtryk, skal vi lade være usagt, men uanset faldt turneringens sidste riverkort ud til fordel ‘Sifosis’, der dermed henviste ‘mrvogt’ til sølvet og de $3.360. Selv kunne Bække glæde sig over en nydelig sejr til $5.040.

Udover at sejren sender Bække yderligere i front på den danske pocketfives-rangliste, så giver turneringen også vigtige point til PokerStars’ årlige turnerings-leaderboard. Her er der præmier for mere end $50.000 til vinderen, og i øjeblikket indtager Sifosis en andenplads, kun overgået af den finske tourgrinder og sidste års vinder, ‘ismo<3seppo’.