Palsgård eneste triumfator i lige-ved-og-næsten-torsdag

Vi er blevet så forvænte herhjemme, at en torsdag med blot én enkelt dansk onlinesejr af kaliber nærved fremstår som en skuffelse. Når man kigger ned over listen af danske resultater fra i går, får man da også fornemmelsen af, at det burde være blevet til en smule mere. Anden-, tredje, og fjerdepladser hober sig op, og hverken Simon ‘IgorK’ Rønnow (5. plads i $109 rebuy), Henrik ‘Stor81’ Juncker (3. plads i 51$ Hyper Turbo), Rasmus ‘Jungleras’ Nielsen (4. plads i $109 1R1A) eller formstærke Martin ‘Skrigepas’ B. Hansen (2. plads i $27 Hyper Turbo) formåede i går at sætte det afgørende punktum i en turnering på PokerStars.

Det gjorde derimod Jonas Palsgård Christensen, da han formåede at lukke det finalebord, som Jungleras ikke kunne. I alt 131 spillere var til start i den $109 dyre 1R1A turboturnering, og det skabte en præmiepulje på $26.200 – lige over den af PokerStars garanterede sum på $25.000.

Jonas Palsgård har ellers ikke logget mange timer online her til sommer, da han som bekendt i stedet gjorde sig positivt bemærket på livescenen, ved at sikre sig ét af blot to danske finaleborde ved sommerens WSOP. Derfor skal vi også mere end halvanden måned tilbage, siden tourspecialisten sidst vandt en ‘donkament’ på PokerStars. Dengang strøg han helt til tops i The Bigger $162 til mere end $34.000, og selvom dagens resultat blot er mere end seks gange mindre, så luner en sejr altid – især efter halvanden måneds pause.

Comeback-sejren blev en realitet efter Palsgård slog norske ‘spetsern’ heads up om de $5.633 på toppen, mens Jungleras under nicket ‘Hattenaf’ måtte nøjes med de $2.292, som fjerdepladsen udbetalte.