Negreanu 32 mand fra at gentage 10 år gammel sejr

I World Poker Tours spæde dage, var der især to brandvarme navne, der fra starten dominerede felterne i de revolutionerende, TV-transmiterede turneringer. Danske Gustav Hansen vamdt som bekendt tre afdelinger af WPT på rekordtid, mens den nyligt valgte Hall of Famer, Daniel Negreanu, inden for 3 måneder sikrede sig sejren ved både Borgata Open og Five-Diamond World Poker Classic til næsten $3 millioner samlet.

Lad os så prøve at skrue tiden præcis 10 år og en lille uges penge frem. Selvsamme Negreanu – med en anelse mindre hår på hovedet, godt nok – er blandt de sidste 33 spillere ved 2014-udgaven af Five-Diamond World Poker Classic, der til stadighed afholdes på det traditionsrige Bellagio Casino på Strippen i Las Vegas.

Tilbage i 2004 fik Negreanu $1.770.218 for sin sejr, og selvom der i årets udgave ‘blot’ ligger $1.477.890 og venter på vinderen, så virker Negreanu opsat på at føje endnu en længe ventet WPT-sejr til CVet.

Han er dog ikke ene mand, om at have øjnene på førstepræmien. Blandt de velkendte navne i spil på turneringens femtedag er de tyske high rollere Tobias Reinkemeier og Fabian Quoss, mens årets Borgata Spring Poker Open-vinder Keven Stammen og tidligere EPT Monaco-vinder Isaac Baron også stadig hænger i.

Spillet genstartes i dag klokken 21.00 dansk tid, og der forventes at blive spillet ned til det officielle finalebord i løbet af natten.