Laak og Tilly avancerer i stjernespækket Hollywood-turnering

Seminole Hard Rock Poker Open er et af de nye børn i klassen, når det kommer til at afholde liveturneringer med millioner af dollars i præmiepuljen, og arrangørerne har da også måtte til lommen et par gange, efter at have haft lidt for store tanker om, hvor mange pokerspillere de kunne trække til et slag kort på kasinoet i Hollywood.

De velvoksne overlays har imidlertid betydet, at rigtig mange af pokerens største stjerner har fået Seminole Hard Rock Poker Open som et fast stop på deres program, og kombineret med at der “blot” er garanteret $2 millioner i denne ombæring, er det for første gang nogensinde lykkedes at opnå den lovede præmiepulje, der som følge af 766 entries nåede helt op på næsten $2,5 millioner. Det står klart efter den sidste indledende dag i går blev afviklet, hvor rigtig mange velkendte proer formåede at avancere til dagens videre spil.

PRRPO-Trophyhil Laak var en af de profiler, der gjorde det aller bedst. 194.500 chips formåede han at lukke og slukke i, hvilket er mere end det dobbelte af den gennemsnitlige stack, der for nuværende lyder på 81.000. Også Dan Shak (128.500) havde en god dag ved filten, ligesom Laaks hustru, Jennifer Tilly også ligger til i den bedre halvdel med 82.900. Desuden er Allen Kessler (79.800), Jason Mercier (73.800), Matt Affleck (54.800), Jonathan Duhamel (47.800), Vanessa Rousso (43.800), Byron Kaverman (43.000) og Keven Stammen (34.500) også blandt de avancerede, der skal i kamp igen i dag om førstepræmien på $568.687 og et nydeligt trofæ.

Spillet genoptages klokken 18.00 dansk tid, hvor de resterende 285 spillere sætter sig til filten. Den endelige afgørelse er dog endnu et par dage væk, da finalebordet først udspiller sig på onsdag den 2. december.