Hives i retten: Svensk spillelovgivning er måske ulovlig

Den svenske poker- og spillelovgivning skal nu kigges grundigt efter i sømmene af EU’s Court of Justice. Det sker efter Europa-Kommissionen i torsdags besluttede sig for at lægge sag an mod vores nordiske naboer, fordi de mener, den nuværende lovgivning på området overskrider EU’s princip om fri bevægelighed.

Ifølge Kommissionen favoritiserer den svenske lovgivning på nuværende tidspunkt Svenska Spel, der derfor kan holde et de facto spillemonopol i Sverige. Kommissionen var allerede i 2007 bekymrede for landets lovgivning, og nu er man i Bruxelles tilsyneladende trætte af at vente på den langsomme omstilling til et mere liberalt spillemarkede.

“Det har længe været påtænkt at ændre den svenske spillelovgivning, så den overholdt de gængse EU-krav, men det er aldrig sket”,  forklarer Kommissionen i en udtalelse. Derfor har de nu trukket landet i den Europæiske Unions Domstol.

Den svenske regering har siden udtalt til Reuters, at man nu vil forsøge at fremskynde den proces, der skal indføre et licens-system, som det kendes fra Danmark.