Faretruende få deltagere ved Københavnsk Four Season

Four Season er oprindeligt et jysk fænomen, men i efteråret stod Helsingør med på det tog, ligesom Casino Copenhagen én gang tidligere har afholdt en afdeling af turneringsserien.

Nu nærmer pinsen sig med hastige skridt, og i år har Amager-kasinoet så fået æren af at underholde de danske pokerspillere med 1.100 kroners turnering, men overraskende få har indtil nu indløst til den stort opsatte tour. Med lige over 24 timer til første startdag har mindre end 85 indløst billet til en af de fire startdage, der ellers hver kan rumme op til 150 spillere.

Torsdagens start har indtil blot 26 tilmeldinger, mens fredagens heat på nuværende tidspunkt har solgt flest billetter – i alt 36. Dag 1C på lørdag har sølle 7 tilmeldinger, hvorefter søndag som sidste udkald har trukket yderligere 16 spillere til filten.

Da Casino Copenhagen i februar inviterede til Winter Tour blev der meldt om udsolgt ved flere startdage, og hele 55 kvalificerede sig til finaledagen. Så mange vil der næppe være til start på mandag – anden pinsedag – når Spring Tour-vinderen skal findes. Heldigvis er pokerspillere generelt sløve i optrækket, så der er stadig håb om, at det sympatiske projekt kan vinde indpas hos de sjællandske kortkrigere, så kasinoet med tiden kan blive arrangør af andet og mere end bare DM på pokerfronten.