Eureka Poker Tour kommer til Hamborg i maj

Siden tyskerne mistede EPT Berlin, har det været beskedent med velbesøgte turneringer i germanernes land, men nu er det igen ved at lysne for vores naboer mod syd. Udover det allerede annoncerede WSOP Europe i Berlin, så har PokerStars og Eureka-cirkuset nu meldt deres ankomst, og ligger således vejen forbi i slutningen af maj måned. Det blev i går offentliggjort på turneringsseriens hjemmeside.

Festivalen bliver spillet på kasinoet Spielbank Schenefeld fra den 22. til den 31. maj, og vil vanen tro byde på turneringer i alle prisklasser. Udover main event til €1.100 vil der også blive spillet €2.200 high roller-turnering, mens der også vil være turneringer for spillere med en mindre pengepung. Hamburg Cup løber således fra den 28. – 31. maj og koster €330, ligesom der også er flere freezeouts og satellitter til mellem €165 og €330. Du kan se hele programmet her.

Hamborg ligger blot to timers kørsel fra den dansk/tyske grænse, så destinationen er en oplagt mulighed for især de syd- og sønderjyske pokerspillere, der kan tage derned på en dagstur. Forhåbentlig bliver der et rigtigt stort danskeropbud i maj måned, og måske kan turneringen endda give os en indikation på, hvor stort det forestående WSOPE endelig bliver.