Binions i stormvejr efter at have fjernet præmiegarantier

Jack Binion’s Horseshoe Casino er et af Las Vegas ældste kasinoer, og var tidligere et samlingspunkt for verdens pokerspillere, da kasinoet frem til 2005 arrangerede World Series of Poker. De sidste 10 år har Binion’s blot været en skygge af sit tidligere selv, og selvom der stadig bliver arrangeret pokerturneringer, er kasinoet for længst blevet overhalet af rivaler som Rio, Aria, Mirage og Wynn.

Nu er pokerrummet på Binions så kommet yderligere i stormvejr, efter de – som det første kasino nogensinde i Vegas’ historie – har valgt at fjerne ellers lovede præmiegarantier på turneringer i deres turneringsserie ‘Binion’s Poker Open’. Turneringsserien bestod af 15 events med buy in mellem $200 og $300, og på langt størstedelen af disse turneringer, havde kasineot valgt at garantere en vis præmiesum, for at lokke flere spillere til.

Efter fem dage af den mere end to uger lange serie, valgte Binion’s imidlertid at trække stikket fra garantierne på grund af manglende opbakning fra de lokale spillere. Alle turneringer pånær tre har således intet garanteret længere. Sådan lød beskeden fra Binion’s på Facebook:

Binions facebook

Det bryder naturligvis i allerhøjeste grad med den helt grundlæggende idé om en garanti, og det har nu fået flere pokerspillere til tasterne i håb om at få omstødt den vanvittige beslutning. Allen ‘Chainsaw’ Kessler var en af de første til at råbe vagt i gevær på pokerforummet 2+2, og her skriver han blandt andet, at det “meget vel kan være en overtrædelse af statens gamblinglove”.

Det er endnu uvist, hvilke konsekvenser handlingen kommer til at få for det traditionsrige pokerrum, men én ting er helt sikkert. De manglende garantier kommer næppe til at trække flere spillere til de sparsomt besøgte turneringer.