Amerikansk highroller smider Mercier fra tronen som verdens bedste

10 uger fik PokerStars Pro Jason Mercier på toppen af Global Poker Index’ liste over verdens bedste tourspillere, inden han i denne uge blev pillet af tronen. For selvom Mercier har haft et flot år, med en highroller-sejr og et WSOP-armbånd at vise for sine bedrifter ved filten, så kan en anden amerikansk highroller tilsyneladende sagtens være med. Det drejer sig om Byron Kaverman, der udover at være fast inventar på finalebordet i de $25.000 dyre highroller-turneringer på Aria (fire styks i år, to sejre), også fik sit første armbånd om håndleddet, da han i sommer vandt det $10.000 dyre No Limit Hold’em Shorthandede mesterskab i Las Vegas foran Doug ‘WCGRider’ Polk og Fedor ‘CrownUpGuy’ Holz.

Derudover lykkedes det også Kaverman at spille sig på et WPT-finalebord i juli måned, da han under årets udgave af Bellagio Cup nåede blandt de tre sidste. Her måtte han til sidst give fortabt til Dominik Nitsche og den senere vinder Sean Winter, men tredepladsen indbragte alligevel $409.219 som følge af en deal. Endelig blev det til et par ‘lige ved og næsten’-resultater ved den rekordstore EPT Barcelona. Blandt andet lykkedes det Kaverman at ramme Super High Roller-finalebordet, men her måtte Kaverman ukarakteristisk nøjes med en 9. plads og €123.600.

Det er altså en kombination af de mange flotte resultater, der nu har sendt amerikaneren helt til tops på listen over verdens bedste turneringsspillere. 4.257 point står han netop nu noteret for, mens Mercier ligger lige i hælene på landsmanden med 4.200 point. De har begge et hul ned til Anthony Zinno på tredjepladsen, der ellers har haft et vanvittigt år med gevinster for $3,6 millioner, som følge af to sejre over $1 million – en WPT og PLO Highrolleren under WSOP – og yderligere ét WPT-armbånd til samlingen.

Bedste dansker på listen er ikke overraskende Frederik Brink Jensen. Han indtager øjeblikkeligt en 187. plads.