Amaya-aktier skyder i vejret efter New Jersey-licens

Det Montreal-baserede gamingselskab Amaya Inc. der i dag ejer PokerStars og Full Tilt Poker, har for alvor fået vind i sejlene, efter det torsdag kom frem, at de to pokerbrands fra næste år igen bør være at finde på det amerikanske marked. Det har givet udslag på det børsnoterede selskabs aktier, der på få dage er skudt i vejret og steget mere end 30 procent.

Læs også: Full Tilt og PokerStars får comeback i Amerika

Før den vigtige melding om PokerStars’ og Full Tilts tilladelse i New Jersey, stod en af selskabets aktier i mindre end 23 canadiske dollars. I dag koster selvsamme aktie næsten CAD$32, og skal man tro finansanalytiker Chad Benyon, kan det bare være starten.

“Vi kommer til at se aktien fordoble sin værdi – det gælder bare om at være tålmodig, og komme igennem de svingninger, der vil opstå. New Jersey-tilladelsen var en vigtig melding, og vi forventer at mange flere vil følge”, sagde Chad Benyon til den canadiske TV-station CNBC tidligere på ugen.

Selvom den seneste tilladelse ikke umiddelbart betyder, at pokergiganterne får lov at udbyde deres produkter i andre stater end New Jersey, så forventes andre at følge trop. Statens Division of Gaming Enforcement anses nemlig generelt som en af de mest respekterede og stærke af sin slags, så der er stor sandsynlighed for, at den seneste accept vil føre flere med sig.

Amaya