Vanessa Rousso deltager i amerikansk Big Brother

I rigtig mange år var den kvindelige DJ og pokerspiller Vanessa Rousso en fast bestanddel af Team PokerStars Pro, men for få måneder siden valgte parterne at gå hver til sit, sandsynligvis på grund af de meget få pokerresultater fra den fransk/amerikanske kvindes side.

Læs også: Vanessa Rousso og PokerStars går hver til sit

Den frihed har tilsyneladende gavnet Rousso. Ikke nok med hun i april vandt sin første turnering siden 2010 i form af en sideevent ved WPT National Johannesburg, så får hun nu igen TV-tid på en af de største amerikanske kanaler – CBS. Det er nemlig lykkedes Vanessa Rousso at få en plads i 17. sæson af det verdenskendte koncept Big Brother, der skydes i gang allerede i næste uge.

24/7 bliver det således muligt at holde øje med den pokerspillende skønhed, eftersom CBS tilbyder et abonnement, der giver adgang til online feeds af huset døgnet rundt. Deltagerne bliver låst i huset allerede fra onsdag den 24. juni, mens den første elimineringsrunde finder sted torsdag den 2. juli. Ryger hun allerede der, kan hun således sagtens nå årets WSOP Main Event.

CBS har ligeledes castet en deltager, der kan tale poker med hende igennem de forhåbentligt mange uger, Rousso skal tilbringe derinde. Det drejer sig om en 27-årig pokerdealer fra Los Angeles, Da’Vonne Rogers, mens der blandt andet også bliver en pro wrestler, en tjener, en tandlæge, en kandidatstuderende og en indretningsarkitekt blandt deltagerne.

Det bliver spændende at se, om Rousso får mere held i Big Brother-huset end hun har haft ved filten de sidste par år.