Mickey fandt 30.000 i aflagt hættetrøje

At pokerspillere ikke altid er særligt ansvarlige med deres penge, er ikke noget nyt. Hvem husker for eksempel ikke billedet af Phil Ivey med et solidt bundt penge liggende under stolen (i omegnen af 20.000$), mens han spiller en turnering under WSOP i 2008 på Rio All Suite Hotel and Casino.

Det er imidlertid ikke kun verdensstjerner som Phil Ivey, der kan have større summer til at ligge og flyde. Den danske PokerStars Pro Mickey “mement_mori” Petersen gjorde her til formiddag en fornøjelig opdagelse, da han var ved at pakke sin London-lejlighed ned på grund af sit forestående flyt til Eddinburgh.

“Started packing up my apartment today and found this in an old hoodie. Safe to say this is the best start I have ever had to a Sunday!”, skriver Mickey Petersen på sin Facebook-profil om billedet, hvor han holder en 5.000$ chip op fra netop Rio Casino i Las Vegas.

Pludselig skal der ikke helt så mange store turneringsresultater til i aften, før det udmønter sig i en rigtig givtig søndag for den danske pokerpro.