Første mand afsløret til næste uges gigantiske TV-cashgame

Super High Roller Bowl er en ny, spændende highroller-turnering på Las Vegas-kasinoet Aria med et buy-in på intet mindre end $500.000. Hele 58 spillere har allerede registreret sig til den episke turnering, der skydes i gang torsdag i næste uge – den 2. juli – og forventes færdig lørdag aften.

Inden da bliver der dog afholdt to andre initiativer, når der i denne weekend bliver afholdt Celebrity Shootout, og herefter et gigantisk televiseret cashgame der løber fra mandag til onsdag. Spillet bliver et $400/$800 game med $200 ante per hånd, og vil have et minimum buy-in på seriøse $250.000. Det vil med garanti tiltrække nogen af spillets største stjerner, men indtil videre er kun én spiller blevet bekræftet som deltager. Det drejer sig om den tidligere One Drop-vinder Antonio ‘The Magician’ Esfandiari.

Esfandiari var en fast bestandel af det hedengangne High Stakes Poker, og skal også deltage i Super High Roller Bowl få dage senere, så det kommer ikke som den store overraskelse, at den amerikanske highstakes-specialist får plads i spillet. Til gengæld er der ingen grund til at sætte forhåbninger op efter deltagelse af Phil Ivey, da han har trukket sin tilmelding til turneringen få dage efter. Spillere som Tom Dwan, Dan Colman, Daniel ‘jungleman’ Cates, Isaac Haxton, Max Altergott og Sam Trickett er dog alle sammen gode bud på deltagere, ligesom der er håb om, at danske Gus Hansen forlader Bobby’s Room til fordel for det store spil.

Cashgamet vil med sikkerhed blive optaget og vist på den nye 24-timers pokerkanal Poker Central, mens der endnu ikke er forlydender om, om der vil være nogen form for livestreaming af begivenheden.