MPT-vinder: “Var i balance med mig selv hele vejen”

Efter et stjernespækket finalebord ved årets Danske Spil Munkebjerg Poker Tour blev det ultimativt den fynske cashgamepro, Jakob Tøstesen, der løb med sejren og de 407.000 kroner på toppen. Sejren blev en realitet efter et turneringsafgørende flip, hvor Tøstsesens fangede en riverkonge mod Thomas ‘Kallllle’ Pedersens , og det var da også en glad og lettet Tøstesen, som PNN fangede til en kommentar sin første større turneringssejr nogensinde.

“Det var da nok det fedeste riverkort nogensinde. Jeg har spillet solidt hele vejen igennem, virkelig gjort alt for at kontrollere mig selv, og ikke sætte noget over styr. Så det var en enorm lettelse, at se den konge sejle ind på river”, lød ordene fra hovedpersonen selv kort efter afgørelsen.

“Det var et rigtigt hårdt finalebord, så jeg havde fra starten besluttet mig, ikke at ville ud af forcere noget, men i stedet lade kortene diktere spillet. For mig gjaldt det bare om at være i balance med mig selv, og spille det bedste jeg kunne, og så gjorde det bestemt heller ikke noget, at jeg både havde chipleaderen og Hecklen på min højre side. Det hele endte altså med at gå op en højere enhed”.

Store fejl har kostet turneringssucces

Jakob Tøstesen har flere gange været helt tæt på de store live turneringsresultater. I sommeren 2010 blev den fynske kortkriger nummer 40 ved WSOP Main Event, og senere samme år blev det til et finalebord ved DM i Poker. Der er imidlertid løbet meget vand under broen siden dengang,

“Der er sket rigtig meget de sidste par år. Der var altså ikke tale om små spilmæssige hjerneblødninger ved WSOP og mit DM-finalebord, men om kæmpemæssige kogere. Det kan man selvfølgelig godt ærgre sig over, men jeg er også bevidst om, at jeg bare var på et andet niveau dengang. Derfor er sejren på mange måder også en sten der falder fra hjertet, fordi jeg nu kan se i bakspejlet, hvor meget jeg har udviklet mig”, vurderer han.

Under hele finalebordet havde Tøstesen to gode kammerater på railen, der tilbød råd og skulderklap i pauserne, og den opbakning betød rigtig meget for fynboen, fortalte han.

“Et par af badminton-drengene havde taget turen til Vejle, for at følge finalebordet. Det er selvfølgelig virkelig fedt med opbakningen, og vi skal med garanti ud at fejre triumfen med god mad, sjusser og hele molevitten. Det bliver dog ikke i dag, der er ikke meget der har åbent i Odense mandag nat”, lød det fra en glad men tydeligt træt Jakob Tøstesen.

Endelig afslørede han, at selvom onlinespillene fortsat er hans ‘bread and butter’, så har liveturneringer altid været en prioritet. En nylig familieforøgelse har dog betydet, at det bliver begrænset hvor mange EPT-stop der er på kalenderen i år.

“I januar blev jeg far til et par tvillinger, så jeg har ikke udpræget lyst til at rejse i øjeblikket. Men selvfølgelig giver en turneringssejr blod på tanden, så det kan da være, der kan presses en enkelt tur ind i kalenderen”, slutter han.