Younas Rønhoff videre ved stjernespækket EPT Grand Final

I går var det afgørelsen på Super Highrolleren, der havde de flestes opmærksomhed, men dagen markerede også begyndelsen på EPT Grand Final main event. 218 spillere havde fundet vej til kassen med €10.600 på dag 1A, heriblandt to danske håb i Rasmus ‘RasA86’ Agerskov og Younas ‘cocoojones’ Rønhoff. Da alt var sagt og skrevet var det imidlertid kun sidstnævnte, der formåede at spille sig videre til andendagen sammen med en sand perlerække af internationale stjerner.

For mens Rønhoff ikke fik fat i går, og blot endte med at avancere med 26.500 – mindre end startstack på 30.000 – så gik det anderledes godt for rigtig mange af de velkendte navne.

Ole Schemion er en af de profiler, der havde en rigtig god dag ved filten. 121.600 chips har den tyske pocketfives-1’er spillet sig op i, hvilket rækker til en placering i top-10. Der finder man også PokerStars Pro Andre Akkari (114.900), ligesom den tidligere WPT Vejle-vinder Steve O’Dwyer også er med i toppen med 109.000 chips.

Andre profiler tæller Jason Mercier (74.900), Andrew Chen (58.500), Mike McDonald (49.500), Randal Flowers (44.600), verdensmester Martin Jacobson (42.000), Mike ‘SirWatts’ Watson (31.900), Isaac ‘Ike’ Haxton (33.200), Maria Ho (23.600) og Fabian Quoss (22.200).

I dag forventes der en større dansker-delegation til start, hvor blandt andet Frederik Brink og Lasse Frost skal i aktion. Spillet skydes i gang klokken 12.00 middag, og PNN følger selvfølgelig op på de danske kortkrigeres færd i Monte Carlo.