Schemion én mand fra at vinde sin anden Monaco-highroller

Siden Ole Schemion for alvor fik sit internationale gennembrud i 2012, har tyskeren været god for ét stort resultat om året. I 2012 vandt han Partouche Poker Tour, i 2013 et EPT Prag-finalebord, 2014 vandt han en $100.000 Super High Roller på Aria, og i 2015 tabte han heads up til Richard Yong ved Aussie Millions highrolleren. I år tyder alt imidlertid på, at tyskeren har mindst to store skalpe i sig.

Så sent som i lørdags strøg Schemion således til tops i den €100.000 dyre Super Highroller, da han slog Mustapha Kanit heads up for guldet. Den lille bedrift beløb sig til €1.807.078, hvilket ikke bare er Schemions største resultat nogensinde, men også bringer ham over $10 millioner i gevinster i liveturneringer. Nu er han så én mand fra også at krydse de $11 millioner, da han i går spillede sig heads up i den €50.000 dyre Single-Day Super Highroller.

70 opsatte højrullere havde fundet vej til felten til tourstart klokken 12.30, og da finalebordet endelig var fundet i går aftes, skortede det bestemt ikke på profiler. Steve O’Dwyer måtte takke af som nummer 9, mens spillere som David Peters, Fedor Holz, Fabian Quoss og Ole Schemion alle sad med ved afgørelsen. Peters røg som finalebordets første mand, og på trods af Holz havde holdt chipleadet ved afgørelsens start, så måtte han takke af som nummer fem.

Schemion Quoss

Ole Schemion og Fabian Quoss nåede at afgøre den €50.000 dyre Single-Day Super Highroller, og skal nu færdiggøre heads-up-duellen på tirsdag klokken 21.00. Der er €933.200 til vinderen. Foto: PokerStars

Endelig sendte de to tyske verdensstjerner Azerbaijanske Murad Akhundov og Kazakhstanske Aidyn Auyezkanov på porten, før dealforhandlingerne begyndte, men da Schemion i første omgang ikke var interesseret i at dele, fortsatte spillet på trods af klokken for længst havde passeret midnat. 45 minutter senere indstillede turneringslederen dog spillet for dagen, og så var Schemion pludselig svært interesseret i at dele. Da var det imidlertid Quoss til at afvise, og således må de to tyske highroller-kollegaer sætte sig sammen tirsdag aften, for at fordele de sidste €1,65 millioner i præmiepuljen imellem sig.

Single-Day Super Highroller (€50.000)

Ole Schemion Tyskland 8.770.000 29 big blinds
Fabian Quoss Tyskland 5.230.000 17 big blinds

Det spiller de om

1 €933.200
2 €713.100
3 Aidyn Auyezkanov €463.510
4 Murad Akhundov €349.760
5 Fedor Holz €271.670
6 Mikita Badziakouski €210.530
7 Michael Bonzon €166.400
8 David Peters €129.050
9 Steve O’Dwyer €98.480