Rygte: Macau highrollere vil spille €500.000 cash game i Monaco under EPT Grand Final

Der er lagt i kakkelovnen til storstilet cash game-lir under EPT Grand Final i Monaco, hvor Macau highrollerne pønser på et €500.000 buy-in cash game.

Den 10. sæson af European Poker Tour rundes af med den store finale i Monaco fra d. 23 april til d. 2 maj på Monte Carlo Bay Hotel & Resort, hvor den står på 48 turneringer og et hav af cash games.

Forleden breakede European Poker Tour endvidere nyheden om, at det kæmpedyre Million Euro cash game vender tilbage til Monaco for andet år i træk under det kommende EPT Grand Final sidst i april.

Læs også: Million Euro cash game vender tilbage til Monaco under EPT Grand Final

Det er tilsyneladende også kommet Macau-sjakket for ører, at der er noget stort i gære i Monaco, for iflg. PokerNews’ Remko Rinkema vil Winfred Yu – ejer af Poker King Club i Macau og regelmæssig gæst i Macaus Big Game – angiveligt tage fem VIP-spillere med fra Macau til EPT Grand Final, hvor de muligvis vil spille med i et €500.000 cash game.

“Talte kort med Winfred Yu og han sagde han tager fem VIPs fra Macau til Monte Carlo til EPT’en og et muligt $500k buy-in cash game”, skrev Remko Rinkema på Twitter.

Buy-in til EPTs Million Euro cash game er “kun” på €250.000, så hvorvidt der er tale om det samme cash game, eller om Macau-sjakket planlægger et helt andet cash game, er endnu uvist.

Men såfremt Winfred Yu og de øvrige highrollere fra Macau sætter kursen mod Monaco om et par uger, vil det nærmest med garanti skabe masser af action ved de dyreste cash game borde, og formentligt – for en stund i hvert fald – flytte verdens største cash game væk fra Macau og til Europa.

Læs også: Tom Hall om Macaus Big Game: – Holy shit, hvad foregår der her?

remko_tweet

Artikelfoto: Tom Hall postede i sidste måned dette billede fra The Big Game i Macau, hvor der var så mange chips i spil, at Poker King Club var løbet tør for fysiske jetoner. Derfor måtte spillerne bruge små papirslapper som ekstra chips.