Kollapsede på kasinoet: Lasse Frost på hospitalet midt under EPT-finale

Lasse Frost skal i dag forsøge at kæmpe sig i pengene ved EPT Grand Final, men i går var det overordentlig tæt på, at danskerens chancer for et godt resultat i Monte Carlo blev taget fra ham. Noget atypisk havde det dog intet at gøre med, hvad der udspillede sig ved pokerbordet. Tværtimod, var der efter dagens første pause pludselig ingen Lasse Frost at finde ved filten. Han var nemlig pludselig faldet om på toilettet, og var blevet hastet til et lokalt hospital, hvor flere læger undersøgte årsagen til pokerspillerens pludselige ildebefindende og besvimelse.

I følge PokerStarsBlog havde Lasse Frost fået ret voldsomme mavesmerter i pausen, hvorefter han pludselig drattede om på kasinoets toilet.

PNN fik fat på Lasse Frost her til middag, kort efter han havde taget sin plads ved siden af Frederik Brink Jensen på bord 15, og han synes ved rigtig godt mod, alt taget i betragtning.

“Jeg har det okay, og har fået en rigtig god nats søvn. Lige nu vil jeg bare helst koncentrere mig om pokerspillet, i stedet for at fokusere på alt det der er sket det sidste døgns tid”, lød meldingen fra den danske tourspecialist.

Det endte heldigvis også lykkeligt i går. Frost nåede tilbage et par timer senere plastret til med EKG-elektroder, men det afholdt ham ikke fra at mere end fordoble stakken inden dagens sidste hånd blev afsluttet.