Dansk nedslagtning på dag 1B af EPT Malta

Med fem ud af seks danskere videre fra dag 1A, og ni af slagsen til start på dag 1B, var der mulighed for et talrigt dansk dag 2-felt ved den igangværende EPT Malta. Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Istedet blev gårsdagens 8 levels på Portomaso Casino en reel dansk massakre, og blot to af de rød-hvide spillere avancerede til andendagen, da alt var gjort og sagt.

Således er både Rasmus Agerskov og Oliver Hede videre med beskedne stacks på 38.500 og 36.100, efter at være startet med 30.000 hver ved dagens start. Det er dog bedre end Younas Rønhoff, Morten ‘VM’ Mortensen, Morten Hougaard Jespersen, Frederik Brink, Lasse Frost, Rasmus Vogt og Peter Kaae, som alle måtte kaste håndklædet i ringen før spillet blev indstillet i går på Middelhavsøen.

Chipleader fra dag 1B er den britiske pro Max Silver, der formåede at skyde stakken op i 176.100 chips. Han er nu 2’er i chips blandt de 512 spillere, der indtil nu har spillet sig videre. Flere kan imidlertid komme til, da lateregistration er åben helt indtil spilstart.

Den danske EPT Malta main event-delegation er nu nede på blot syv spillere, der alle sætter sig til filten klokken 12.00 i dag. Ingen af danskerne har fået en udpræget prominent lodtrækning til dag 2, så der vil næppe være nogen danskere på featurebordet fra dagens start, men du kan alligevel følge dagens spil direkte fra Malta her på PNN.dk.

 

Danskere klar til dag 2 ved EPT Malta

Helge Pedersen 68.300
Lasse Nielsen 68.000
Jannick Wrang 55.100
Theo Jørgensen 52.900
Simon Ravnsbæk 47.000
Rasmus Agerskov 38.500
Oliver Hede 36.100