Rasmus ‘lo2larsen’ Vejstrup leder 14 spillere an før DM-afgørelse

En lang, udmagrende dag ved filten kom i nat kort efter klokken 02.00 til ende på Casino Copenhagens førstesal, hvor årets DM i Poker i disse dage afgøres. 95 spillere havde til stadighed bevaret drømmen om titlen som Danmarksmester 2015 før spilstart, men efter turneringsleder Søren Olsen klokken 16.00 gav de velkendte dealer-dissenser: “Shuffle up and deal”, blev der hurtigt skrump i feltet.

Skrappe spillere som Frederik Brink, Albert ‘Aki’ Iversen, Henrik Hecklen, Jonas Palsgård og Mads Smith Hansen måtte i løbet af dagens 10 levels spil give fortabt, men der resterer dog stadig en række velkendte navne blandt de sidste 14 deltagere.

Det bedste udgangspunkt før spillets genoptagelse klokken 15.00 har Rasmus Vejstrup Larsen. ‘lo2larsen’ som han også kaldes, var dagen igennem garant for aggressiv poker, men det var et godt, gammeldags flip mod en anden profil – Søren ‘YukoEgawa’ Smith – der for alvor blev grundstenen for Larsens stak. Preflop kom lo2larsen ind med i en 1,6 millioner chips pot, og da big slick blev til broadway-straight på turn, kunne end ikke et river-set i syvere redde Søren Smith.

Favoritværdigheden må på trods af Larsens chiplead tilfalde en anden Larsen, nemlig Rasmus Agerskov Larsen. Agerskov vandt DM i Poker 2013, og sidder nu på et næsten lige så godt udgangspunkt som lo2larsen. Blot 46.000 chips skiller dem ad, hvilket fra spilstart svarer til cirka én big blind. Agerskov har 1.718.000. Chipleaderen før gårsdagens spil, Berjar Rustom, formåede på fornemmeste vis at konvertere sin føring til en plads på finaledagen, og Danske Spil-kvalifikanten har hele 1.436.000 i posen til dagens afgørelse.

Spillet genoptages klokken 15.00, og livestreamet begynder at rulle fra klokken 15.30 direkte her på PNN. Stay tuned.

 

De sidste 14 ved DM i Poker

1 Rasmus Vejstrup Larsen 1.764.000
2 Rasmus Agerskov 1.718.000
3 Berjar Rustom 1.436.000
4 Daniel Petersen 1.211.000
5 Daniel Bang-Ortman 1.150.000
6 Mikkel ‘Mihan’ Hansen 1.067.000
7 Lars Christiansen 907.000
8 Frederik Munksgaard 904.000
9 Glenn Marcher 800.000
10 Karsten Johansen 757.000
11 Paul Kristoffersson 708.000
12 Mads Borregaard 700.000
13 Andreas Simonsen 495.000
14 Lasse Uth 301.000

 

Det spiller de om

1. 609.400 kroner
2. 400.000
3. 260.000
4. 190.000
5. 145.000
6. 115.000
7. 95.000
8. 75.000
9. 60.000
10. – 12. 42.000
13. – 15. 34.000