Danske Spil vandt 4,7 milliarder fra danske spillefugle sidste år

Danske Spil vandt 4,7 milliarder fra danske spillefugle sidste år

Det kan godt være, onlinepokeren ikke ligefrem trives i disse år, men til gengæld er vi danskere ikke til at styre på 10 tønder land, når det kommer til kasino og betting. Det må være konklusionen, efter Danske Spil i dag offentliggjorde deres årsregnskab for 2015, og her fremgår det, at virksomheden har oplevet en anseelig fremgang i spilomsætning i forhold til sidste år.

4.701 millioner kroner, har Danske Spil opgjort deres bruttospilleindtægt til, hvilket kort sagt betyder, at vi danskere satte mere end 4,7 milliarder kroner over styr på Oddset, Lotto, Kasino og andre Danske Spil-produkter i 2015. Det er 228 millioner kroner mere end sidste år. Også virksomhedens resultat efter skat er vokset, og var i år 1.615.000.000 kroner, hvilket er 55 millioner kroner mere end i 2014.

oddset_programblad

Danske Spil havde sidste år en bruttospilleindtægt på 4,7 milliarder kroner. Foto: Danske Spil/Creative Commons

Det er dog ikke ligefrem det hele, der ryger i direktør H. C. Madsens lomme. Danske Spil gav sidste år 1,3 milliarder kroner til udlodningsmidlerne, hvilket traditionen tro kommer sports- og foreningslivet i Danmark til gode. Der er 96 millioner kroner mere i kassen hos spejderne, idrætsklubberne og andre foreninger end forrige år.

“For første gang i mange år er Lotto, Onsdags Lotto og Eurojackpot i fremgang. Det har krævet hårdt arbejde at vende kurven på de spil, men det har betydning for hele Danske Spil, da hver ekstra krone går tilbage til Danmarks sports- og foreningsliv. Dem som vi oprindeligt er blevet sat i verden for at støtte”, lyder det fra den administrerende direktør H.C. Madsen i en pressemeddelelse.

Du kan læse hele pressemeddelelsen fra Danske Spil her.

Skriv en kommentar