Danske Spil klar med online-DM i Poker til April

Danmarksmesterskaberne i Online Poker har en omtumlet fortid, hvor Mermaid Poker som nogen af de første tog initiativ til at samle landets bedste onlinespillere i ét storslået showdown. I flere år foregik mesterskabet på den bordeaux-røde pokerside, men efter Frederik Brinks sejr i 2009, skrottede Mermaid Poker konceptet endegyldigt.

I 2010 førte Unibet traditionen videre, da de i samarbejde med Dansk Pokerforbund afholdt hvad de kaldte “det officielle online DM i poker”. Turneringen var en €220 turnering, og traditionen tro var flere af landets allerbedste med langt fremme. Allan ‘Sifosis’ Bække’, Thomas Quaade og Ronni Borg var således alle med på finalebordet i den 285 mand store turnering, men ultimativt blev det Jan Aagaard Kristensen, der løb med titlen og de cirka €15.000 til vinderen.

Også i 2011 blev der afholdt online-DM, men siden har der ikke været et egentligt mesterskab herhjemme. Det bliver der nu gjort op med. For første gang nogensinde inviterer Danske Spil således til et Online DM, hvilket kommer til at foregå i april måned. Det fortæller pokermanager Peter Holst til PNN.

“Den 17. april skyder vi online-DM i Poker i gang. Det bliver en $250 turnering, der kommer til at løbe over én eller to dage, alt afhængig af hvad vores klient tillader os”, forklarer han.

Peter Holst og AlexKP

Danske Spils pokermanager, Peter Holst, fortæller blandt andet, at der ved online DM i Poker den 27. april vil være et poker til Live DM added til vinderen.

Turneringen vil have $25.000 garanteret, hvorfor der kræves mindst 100 deltagere. Peter Holst er dog rimelig fortrøstningsfuld med at nå det mål.

“Vi kommer til at køre satellitter fra på mandag med garanterede sæder dagligt. Der kvalificerer vi altså 45 mand direkte ind i hovedturneringen i alt fra $2 hyper-turneringer til $22 freezeouts”, siger han.

Endelig afslører han, at Danske Spil adder en billet til live-DM til vinderen af onlineturneringen.

“Som det hører sig til et Danmarksmesterskab, vil der naturligvis være et trofæ til vinderen, ligesom vedkommende også vinder adgang til efterårets DM i Poker på Casino Copenhagen. Så vi håber naturligvis, at rigtig mange vil bakke op om initiativet”.