Winter Tour: 10 nye kortkrigere avancerer i Odense

Årets første Four Seasons-afdeling finder i disse dage sted på Fyn, og traditionen tro har både de lokale og de midtjyske pokerspillere taget turen til Casino Odense for at få logget et par timer ved livefilten.

I går avancerede seks mand ved kasinoets Winter Tour efter en dag med 52 entries, og de tal overgik torsdagens deltagere, da der blandt de 49 fremmødte blev foretaget 14 reentries, hvilket bringer dagens samlede indskuds-antal på 63.

Læs også: 6 spillere finaleklar ved fynsk Four Season-afdeling

Efter 13 levels spil havde 10 af de 49 spillere stadig jetoner foran sig, og mens det i går lykkedes Kenneth Lyhne at kanonere sig op i mere end 175.000, så var chipsene noget bedre fordelt ud på dag 1B. Bedst gik det for Henrik Thuesen, der spillede startstacken på 10.000 op i 128.000, men derudover var det kun Buster Lykke, der ligeledes formåede at krydse 100.000-mærket, da han lukkede og slukkede i 100.500.

Derudover klinger navnet Peter Borring måske bekendt. For mindre end en uge siden var Borring med dybt ved Danske Spil MPT’en på Casino Munkebjerg, men måtte ultimativt give fortabt før pengene. Nu søger Borring oprejsning i det fynske, og har i første omgang indløst billet til finaledagen. Han har 40.600 chips med sig videre, hvilket trods alt rækker til små 17 big blinds når spillet genoptages søndag klokkken 12.00.

Til aftenens heat 1C er der på nuværende tidspunkt solgt lige over en tredjedel af billetterne, men mon ikke kasinoet ender med at kunne melde udsolgt, som starten klokken 18.00 kommer tættere på.

Videre fra dag 1B af Casino Odenses Winter Tour

Henrik Thuesen 128.000
Buster Lykke 100.500
Ole Jørgensen 77.000
Søren Godskesen 76.600
Martynas Stainys 54.800
Jacob Krüth 46.600
Mikael Hansen 45.300
Peter Borring 40.600
Thomas Munkholm 38.100
Ole Andersen 22.900