Ny tennisskandale truer: Pinnacle måtte lukke for bets på mixed double

Ny tennisskandale truer: Pinnacle måtte lukke for bets på mixed double

En af verdens største bookmakere, Pinnacle Sports, måtte i weekenden lukke helt ned for væddemål på en mixed double-kamp fra Australian Open. Nu er kampen under mistanke for matchfixing. Det skriver New York Times.

Læs også: Matchfixing-beskyldninger overskygger Australian Open-start

Tjekkiske Andrea Hlavackova og polske Lukasz Kubot skulle i første runde møde det spanske par Lara Arruabarrena og David Marrero. Sådan en kamp ville almindeligvis ikke trække meget opmærksomhed hos hverken bookmakere eller sportsbettere, men da enorme bets på det polsk/tjekkiske par begyndte at vælte ind, skred bookmakeren til handling. Først valgte Pinnacle at sætte loft på væddemål i kampen, men bare 10 minutter senere valgte de helt at lukke for markedet på grund af de højest besynderlige bettingmønstrer.

Kampen endte med en overlegen sejr til Hlavackova/Kubot på 6-0, 6-3, og efterfølgende kom det frem, at spanske Marrero døjede med en knæskade. Hvis den information var kommet ud før kampen, kunne det have forklaret de mærkelige væddemål, men ifølge Marrero selv, skulle kun få mennesker – parrets træner, turneringslægerne og ét andet spansk par – have kendt til problemet.

Matchstats fra AO

Med cifrene 6-0, 6-3 endte dagens sidste kamp på bane 6 ved Australian Open med en sikker sejr til Andrea Hlavackova og Lukasz Kubot. Nu indikerer mærkelige bettingmønstrer hos Pinnacle Sports, at kampen måske kan have været fixet.

Det er ikke mere end en uge siden, at der gik chokbølger igennem tennisverdenen, da BBC og Buzzfeed i afslørede, hvordan det internationale tennisforbund (ITF) på trods af utallige mistanker om matchfixing aldrig er skredet til handling. Sidste år blev mere end 50 tenniskampe indberettet som mistænkelige, men selvom der har været tale om kampe på højeste niveau, så er ikke en eneste spiller endnu blevet dømt for matchfixing.

Skriv en kommentar