DraftKings stopper eSports-sponsorat

DraftKings stopper eSports-sponsorat

FantasySports var udnævnt til at være onlinepokerens arvtager i Amerika, men i øjeblikket er det bestemt ikke let at være DFS-udbyder i “Guds eget land”. For få uger siden kom det frem, at verdens største FantasySports-side, DraftKings, med øjeblikkelig virkning stopper sin eksklusive samarbejdsaftale med ESPN, da der ikke længere er tilstrækkeligt med penge på kistebunden til at understøtte det påkrævede reklamebudget, og nu trækker DraftKings sig så også fra en lang række eSports-sponsorater. Det skriver The Daily Dot.

Læs også: DraftKings kæmper for at rejse kapital til juridisk slagsmål

FantasySports-udbyderen have ellers aftale med en lang række amerikanske eSports-organisationer, som Cloud9, Team SoloMid, mousesports, Counter Logic Gaming og compLexity Gaming. Også SK Gaming, der har et dansk Counter Strike: Global Offensive-hold med spillere som Michael ‘Friis’ Jørgensen, Jacob ‘pimp’ Winneche og Asger ‘Acillion’ Larsen på lønningslisten, havde oprindeligt en aftale med DFS-udbyderen, men har nu fjernet DraftKings’ logo fra både hjemmeside og trøjer.

Det er endnu uvist, præcis hvad der har forårsaget bruddene, men det hænger med stor sandsynlighed sammen med det drænende juridiske tovtrækkeri, DraftKings og FanDuel i øjeblikket er i gang med i en lang række amerikanske stater. I New York har statens Attorney General (sammenligneligt med den danske justitsminster), Eric Schneiderman, for eksempel anmodet retten om at forbyde online Fantasysports. Får staten rettens opbakning til ulovliggørelsen, kan det potentielt starte en lavine, der vil betyde ulovliggørelse i flere andre stater, og som ultimativt kan være starten på enden for det relativt unge gambling-fænomen.

Skriv en kommentar