Amerikansk DFS-udbyder pludseligt lukket

Selvom Fantasyhub altid har stået i skyggen af blandt andre FanDuel og DraftKings, så har selskabet i mange år trukket tonsvis af kunder til med blandt andre deres velgørenhedsdrafts. Nu tyder alt imidlertid på, at den populære fantasysports-udbyder har drejet nøglen om. Siden i fredags har spillere således ikke kunne logge ind på sitet, der giver meddelelsen “midlertidigt lukket”, mens flere kunder der har igangsat udbetalinger i februar måned endnu ikke er blevet honoreret.

Ifølge en nylig mail fra Fantasyhub, er selskabet i gang med forhandlinger med en tredjepart, der måske skal overtage driften af siden, hvorfor man ikke ønsker at udtale sig yderligere. Fantasyhub giver heller ingen dato for, hvornår deres cirka 15.000 brugere igen vil få adgang til deres indeståender, men skriver blot, at “virksomhedsforhandlingerne er ved at være afsluttet” og at “de snarest muligt vil kunne levere de fulde detaljer. Indtil da suspenderes al aktivitet på siden”.

Sådan lyder beskeden på det suspenderede Fantasyhubs hjemmeside.

Sådan lyder beskeden på det suspenderede Fantasyhubs hjemmeside.

Læs også: Juridisk tovtrækkeri koster Fantasysporten dyrt

Selvom Fantasysport har oplevet eksplosiv vækst over de senere år, så kæmper DFS-udbyderne i øjeblikket med den amerikanske lovgivning. I flere stater forsøges gamblingformen nemlig ulovliggjort i øjeblikket, og det har kostet blandt andre DraftKings og FanDuel millioner af dollars i omkostningerne til det juridiske tovtrækkeri.

Mens de online “managerspil” har fyldt det gabende hul fra onlinepokeren hos de spillelystne amerikanere, så er fænomenet først nu på vej til Europa. Tidligere på måneden åbnede DraftKings som den første større udbyder op for kunder fra England.