WSOP ME: Deagledan flyvende fra start!

Danske Spils oddsetbrugere havde i den grad tiltro til Dan ‘Deagledan’ Larsen op til WSOP Main Event. 38% af alle spil faldt således på, at viborgenseren vil nå længst af alle danske deltagere, ligesom danskerne havde stor tiltro til, at han ville klare sig i pengene.

Den danske spiludbyder ser dermed ud til at stå til en ordentlig lussing, for ‘Deagledan’ er kommet flyvende fra start, og har allerede tredoblet sin stack, hvilket bringer ham blandt de førende på Dag 1C, som er fire levels gammel.

“Jeg fik bare gaver på det første level af to yderst kreative pokerspillere. De var også begge ude inden level 2 var slut. Jeg har aldrig rigtig forstået at folk synes ME er så saftig, har haft hårde startborde de andre år, men det har været super saftigt i år. Dog med undtagelse af, at WCG Rider sidder i direkte position på mig,” fortæller ‘Deagledan’ til PNN.dk.

For to af de andre danske startere på Dag 1C har der været tale om en yderst svingende start på dagen. Martin Stausholm har været nede og runde 6.000 chips, men sidder nu med 22.000, og også Peter Jaksland tog et dyk, da han røg ned i 9.000, men også han har formået at kæmpe sig tilbage, og sidder nu og summer i 40.000 chips.

Danske counts
Lasse Frost 31.500
Peter Jaksland 40.00
Dan ‘Deagledan’ Larsen 90.000
Peter Eastgate 22.000
Martin Stausholm 23.000