Wrang lavede $94.000 inden han stod ud af sengen

Det faldt som noget af en bombe, da Jannick Wrang tilbage i november sidste år fortalte til PNN.dk, at han følte sig nødsaget til at hive stikket til pokeren.

For forud var gået et år, hvor en af dansk pokerstørste profiler ikke blot havde vundet EPT Campione, men også havde renset godt og grundigt af på onlinebordene.

Der har ved flere lejligheder fået os til at kalde Jannick Wrang for en selverklæret pokerpensionist, men det er IKKE tilfældet fortæller han til PNN.dk.

“Jeg er gået fra 2.000 timer om året til at spille en time om dagen – i snit. Så kan det godt være, at timerne klumper sig sammen engang imellem, som tilfældet er i denne periode, hvor jeg både har spillet EPT Berlin og lidt onlinepoker, og også er med her ved DM i poker. Men jeg er IKKE pokerpensionist. Jeg har bare holdt en pause. Og hvor jeg tidligere spillede poker 100% af tiden, så gør jeg det nu kun 20% af tiden,” siger Wrang.

Og gud ske tak og lov for, at han er igang igen. Ved EPT Berlin var han brandvarm, og også online har han været mere glohed end two smoking barrels. Wrang var blandt andet oppe at snuse til taksten $100/$200 på PokerStars i fredags.

“Det var lidt af en tilfældighed. Jeg blev vækket af håndværkere klokken 07.00 om morgenen, og kunne ikke sove videre på grund af larmen. Ravnsbæk havde lige overført €11.000, han havde lånt af mig i Berlin, så jeg smækkede dem ind på PokerStars, og spillede fire borde på iPad’en. Jeg fik dem op i $94.000, inden jeg kom ud af sengen,” griner Jannick Wrang, og tilføjer, at han siden har drysset lidt, så der nu “kun” står $60.000 på kontoen.

“Men Ravnsbæks skrubdollars betyder, at der nu står penge på kontoen til at spille SCOOP. Til gengæld får I mig ikke at se, sidde og spille $3/$6 eller noget i den stil. Grinderiet er slut, og hvis jeg spiller cashgame, så bliver det $10/$20, $25/$50 eller $50/$100 på tidspunkter, hvor motivationen er i orden.”