Tjepan skubbet ned fra leaderboardets førsteplads

Da Jaroslav Tjepan i søndags blev nummer fire i TCOOP #14, spillede han sig samtidig frem på en femteplads i Turbo-seriens leaderboard. En placering, som fik ham til at lugte blod.

“AlexKP har staked mig til alle TCOOP-turneringerne, så for at forfølge leaderboardets førsteplads, så bliver jeg nok nødt til at spille alle de mystiske High/Low- og Stud-events. Jeg aner intet om Stud, så må hellere i gang med at google mig til reglerne,” grinte Tjepan efter hans flotte cash til $46.602.

Under 24 timer senere havde han med endnu en fjerdeplads erobret førstepladsen på TCOOP-leaderboardet, hvilket betød, at han allerede halvvejs igennem turneringsserien havde erobret den gule førertrøje.

På trods af to cashes i forgårs og et enkelt i går, så er Tjepan imidlertid blevet vippet af pinden i den samlede stilling, efter norske ‘Tinas21’ i spillede sig på sit tredje finalebord serien, da han blev nummer fire i Event #30 (PLO $11 + R 6-Max 3xTurbo).

Det er dog tæt i toppen, og kun 15 point adskiller Tjepan og nordmanden, hvorfor førstepladsen og den medfølgende $16.500 PCA-pakke stadig er inden for danskerens rækkevidde. De to har til gengæld slået et lille hul ned til resten af forfølgerne, hvor man i øvrigt finder en anden dansker, ‘sbj1000’, på en tiendeplads.