Svensk politi sendte anti-terrorkorps efter pokerrobot

Fem mand i 40’erene kan blive sendt bag lås og slå, efter de i 2012 skabte en pokerobot, og satte den løs på Svenska Spel. Her skovlede den penge ind i et fornuftigt og konstant tempo, ifølge dn.se.

For mens Gus Hansen ikke virker til at kunne opretholde sit A-game, når han spiller på 36. time, så viste robotten ‘Maggie’ ingen tegn på træthed efter at have kørt 24 timer i træk, syv dage i ugen.

‘Maggie’ kværnede 19.000 hænder igennem dagligt, og kørte for uformindsket kraft i 14 måneder, indtil Svenska Spel og politiet kom på sporet af den. Medarbejdere hos det statsejede pokersite fattede mistanke til de mønstre, der åbenbarede sig ved et nærstudie af kontoen, hvilket førte til en storstilet politiaktion, hvor ni adresser blev stormet synkront for at sikre data.

Den nationale indsatsstyrke stod for operationen, men i ét tilfælde lykkedes det for en af de sigtede at slukke hovedafbryderen til huset, hvorfor dennes computer genstartede og åbnede op i en kraftigt krypteret version.

“Det kan synes som lidt af et “overkill” at benytte sig af en terrorbekæmpningsenhed,” medgiver anklager, Henrik Olin, men understreger, at det var nødvendigt, at ransagningerne blev foretaget hurtigt.

Pokerrobotten ‘Maggie’ havde en win rate på $4/100h, og vandt i løbet af de 14 måneder 3,8 millioner svenske kroner i følge anklageren.

DN.se har været i forbindelse med én af de anklagede, som fortæller, at det hele startede som en hobby.

“Det var en intellektuell udfordring at se om kunne få en robot til at spille poker. Det er utroligt svært. Dengang sagde man, at det var umuligt.”

Ifølge Olin er det første gang, at det skal testes i Sverige om, det er ulovligt at benytte sig af pokerobotter. Udfaldet kan i sagens natur få stor betydning for pokerbranchen. Du kan læse mere om sagen på dn.se her.