Stort fodboldtalent klonkede to finaleborde på én dag

Til dagligt er det drømmen om Superliga-fodbold og en professionel udenlandskarriere der trækker, men udover at kunne tage ti på foden (plus det løse), så kan Rune Hastrup også spille poker.

Hastrup er forsvarspiller på Hobros førstedivisionshold i fodbold, hvor han blandt andet træner sammen med Mads Laudrup, den tidligere AGF’er Dennis Høegh og FCM-talentet Mads Hvilsom. Tidligere har han spillet for Randers FC, hvor det blev til syv kampe i 1. division, foruden en Euro League kvalifikations-kamp.

Men hvis en korsbåndskade eller et brækket lårben skulle sætte en brat stopper for fodboldkarrieren, så er der måske muligheder i pokerens verden. I hvert fald leverede den 21-årige fodboldspiller en flot præstation, da han i går ramte ikke blot ét, men to finaleborde.

I en $5.50 + R-turnering på PokerStars blev der heads up indgået en deal, hvilket sikrede ham turneringens største udbetaling, selvom hans græske modstander i sidste ende løb med sejren. Derudover blev det til en tredjeplads i endnu en rebuy-turnering, hvorfor dagens samlede gevinst endte med at lyde på næsten $5.000.

Pokeren kommer dog ikke foreløbigt til at vippe fodbolden af pinden.

“Haha, nej jeg er da super glad, men er deltids professionel fodboldspiller i hobro IK, hvilket har førsteprioritet,” griner Rune Hastrup, da PNN.dk fanger ham.

Rune Hastrup fortæller, at han tager pokeren relativt seriøst, men at det fortsat kun er hobby.

“Jeg er rimelig seriøs omkring det. Men som en hobby fordi det er sjovt. At man så vinder lidt hist og her gør det jo kun sjovere! Jeg holder mig til tours og fifty/fifty sng’s på PokerStars, som jeg er staket til af Thomas ‘Cyboman’ Kjærgaard.”

Fodbolden er dog som sagt fortsat det altoverskyggende mål i Rune Hastrups liv.

“Ja, når jeg i en alder af 21 spiller 1. division, så er mulighederne der. Men små delmål først. Nu skal jeg etablere mig i Hobro IK, hvorefter jeg satser på en Superligaklub, så må vi se om det kan blive til udlandet på et tidspunkt. Jeg drømmer om det, men er også glad for det jeg har nået so far,” fortæller Rune Hastrup og tilføjer:

“Alt der kommer oven i nu ser jeg bare som en bonus af pay off for hårdt arbejde.”

RuneHatsrupSejr

RuneHastrup3plads