Solgte anparter for 90.000 kroner på 24 timer: – Vildt at tænke på!

For to dage siden blev et stakingprojekt banket i vejret på Danmarks største pokerfourm, Pokernet, hvor der blev solgt anparter til en turneringsrulle til den tidligere WPT Wien-vinder, Morten Lihn Christensen.

På under et døgn var der solgt 200 anparter af 300 kroner, og da yderligere 100 blev udbudt, blev også disse revet væk.

“I bund og grund startede det med at brugeren ‘supersafe’ på pokernet søgte et nyt stakingprojekt, da Burnz netop havde afsluttet hans. Jeg meldte mig på banen og derfra er det gået rigtig stærkt. Jeg kan godt li’ at gøre pokeren til “et projekt” da det giver noget ekstra motivation og lyst til spillet, og samtidigt tvinger det mig til at være meget dedikeret og fokuseret over de 4 uger som projektet varer. Desuden har jeg den seneste tid skåret en del ned på turneringspokeren og fokuseret mere på mindre varianspræget spil, men følte det her var en god mulighed for at give turneringerne en chance til. Sidst men ikke mindst satser jeg på det bliver en god forretning for alle parter,” fortæller Morten Lihn Christensen til PNN.dk.

Hvad siger man til, at folk har så stor tiltro til en, at der kan meldes udsolgt på under 24 timer, og der nu er venteliste?

“Jeg er meget overrasket over, at der har været så stor interesse for projekt. Da jeg i starten meldte mig på banen, havde jeg håbet på vi kunne sælge 2-3k$ så projektet kunne blive til noget, men at kunne sælge 300 anparter af 300 kr. på så kort tid er jo fantastisk! Og havde vi ikke sat en max rulle kunne vi formentlig have solgt endnu mere. Det er lidt vildt at tænke på. Tror ikke der er mange andre forums, hvor det kan lade sig gøre at samle så meget kapital på så kort tid. Men til trods for de mange penge, er det stadig en sårbar rulle når det handler om turneringspoker, men jeg håber meget jeg kan tilbagebetale for folks tillid og at projektet bliver en succes som helhed.”

PNN.dk ønsker i hvert fald Morten Lihn Christensen og anpartshaverne held og lykke!