Se traileren for pokerfilmen Mississippi Grind

Ikke siden Rounders tilbage i 1998 er det lykkedes at producere en seværdig pokerfilm, og hvis vi skal være helt ærlige – og det skal vi – så er det vel kun Cincinnati Kid helt tilbage fra 1965, der er på højde med denne.

Filmen ‘Mississippi Grind’ har dog fået fine anmeldelser, så måske den kan lokke pokerspillende filmentusiaster i biografen verden over, når den får premiere i september måned.

Rollelisten tæller et par tunge Hollywood-navne i form af Ryan Reynolds, Ben Mendelsohn og Sienna Miller, mens historien handler om Gerry (spillet at Mendelsohn), en talentfuld pokerspiller, der overbeviser Curtis (spillet af Reynolds) om at slutte sig til ham på en tur ned igennem det sydlige USA, hvor de har kurs mod et highstakes-spil i New Orleans.

“De har to forskellige dagsordner. Gerry ønsker at vinde penge for at ændre sit liv og betale sin gæld af. Curtis’ motiver er langt mere mystiske, og vi finder ikke ud af, hvorfor han er med på turen, før sidst i filmen,” lyder det fra én af filmens forfattere, Ryan Fleck.

Vi skrev første gang om filmen, da den blev præsenteret ved Sundance Festival tilbage i januar måned, men giver den en bumb, nu hvor den officielle trailer er blevet sluppet løs på nettet.

Vi er ikke filmkritikere, men kan da godt tillade os at sige, at det ser ganske lovende ud. Du kan se traileren lige her: