Realisten Negreanu: Meget få veksler drøm til succes

Canadiske Daniel Negreanu er en af pokerens allerstørste stjerner. Med sin ligefremme tilgang til spillet og menneskerne i branchen er han blevet en af pokerens mest populære personligheder, ligesom han i mange sammenhænge optræder som ambassadør for sporten.

Derfor var han også for nyligt inviteret til konferencen ‘Discovery’ i Toronto, der bliver afholdt af Rådet for Ansvarligt Spil, hvor han fik lejlighed til at tale lidt om, hvad det egentlig kræver at blive professionel pokerspiller. Og budskabet fra Negreanu var klart. Det kræver ikke bare talent, men også streng disciplin at trodse oddsene og gøre poker til en levevej, gengiver pokerspilleren i sin seneste blog.

“Jeg starter med at forklare dem (unge der vil være pokerpro’er, red.) at en professionel pokerspiller er ejer af en virksomhed i en branche, hvor man skal underholde sine kunder (spillere som ikke er lige så dygtige, som dem selv)”, lyder rådet fra Negreanu.

Han anbefaler at opsætte mål og visioner for sit pokerspil, opsætte budgetter for de månedlige udgifter, udregne winrates i de spil man frekventerer, og til sidst gør sig klart, om det overhovedet er fysisk muligt at leve af overskuddet. For selvom man slår et spil betragteligt, skal der ud over timerne ved filten også bruges tid på selvforbedring, tid til et socialt liv ved siden af OG være penge nok på kontoen til at slå de uundgåelige downswings. Og det er de allerfærreste, der kan opfylde alle de parametre, skriver PokerStars Proen.

“Alt dette maler et mørkt billede af pokerbranchen, og rigtig mange af jer, som håber på at blive professionelle pokerspillere, må stå ansigt til ansigt med disse udfordringer. Det er muligt, at netop du har arbejdsmoralen, modet på at holde de månedlige udgifter nede, talentet, den følelsesmæssige stabilitet, viljen, bankrollen osv. – naturligvis. Men lad dig ikke narre. Der er måske 2-5 procent der kan få den livsstil til at fungere (…). Mit mål er ikke at afskrække dig fra at jagte din drøm, uanset hvad det er. Min intention er, at illustrere det vil kræve utroligt hårdt arbejde. Det er ikke så let, som det ser ud på TV”, slutter han.