Rasmus Nøhr og Eastgate gamblede for åben skærm på DR2

DR2 Dagen handlede i går blandt andet om poker, og her havde studieværterne Jakob Illeborg og Lene Johansen inviteret Ole Bjerg, Anders Jensen, Peter Eastgate samt sanger – og tidligere highstakes gambler – Rasmus Nøhr i studiet.

Rasmus Nøhr og Peter Eastgate spillede heads up poker i studiet til ære for seerne, men Rasmus Nøhr kom til at afsløre, at der måske var lidt mere på spil, da journalisterne afbrød deres spil med spørgsmål.

“I er i fuld gang med et pokerspil. Vi kommer faktisk og forstyrrer jer”, sagde studievært Jakob Illeborg.

“Det er godt. Jeg har tabt 1000 kr. allerede”, sagde Rasmus Nøhr og slog ud i et stort grin.

Det var dog allerede dér for meget gambling for studieværterne, og Lene Johansen slog hurtigt fast, at de to pokergæster ikke måtte spille om penge i studiet. Kun spil om pebernødder var tilladt, og derfor havde studieværterne også medbragt en pose fyldt med de små brune julesmåkager.

 

Den musikalske gambler

De fleste kender nok primært Rasmus Nøhr for sine musikalske talenter, men han har også en lang fortid som gambler indenfor både backgammon og poker, og Jakob Illeborg spurgte sangeren hvorfor han endte med at blive en gambler.

“Jamen, jeg startede med at gamble fordi jeg syntes at de drenge jeg rendte ind i den verden – og det var så backgammon jeg startede med – var sjove og spændende og gode kammerater. Vi var jævnaldrende i starten af 20’erne, og vi rejste rundt sammen. De rejste jo allerede, og jeg tænkte det kunne være en sjov måde at komme ud at se verden på. Jeg har altid syntes det var spændende med spil og matematikken bag, men det var det her med at komme ud og være i nogle miljøer som ellers var utilgængelige og så se verden”, sagde Rasmus Nøhr og afslørede, at det hele ikke var fryd og gammen.

“Da jeg så kom mere og mere ind i det, og ligesom skulle skaffe til huslejen hver måned, så opdagede jeg også, at der er en alvorlig side til det.”

Også pokerekspert Anders Jensen og sociolog og lektor Ole Bjerg deltog i indslaget, hvor samtalen drejede sig om pokers rolle i samfundet.

Du kan se hele DR2 Dagen fra d. 12 november her >>

(Indslaget med Rasmus Nøhr, Peter Eastgate, Ole Bjerg og Anders Jensen starter ca. 16 minutter og 30 sekunder inde i udsendelsen)