Rædselsmorgen for Gus Hansen

Inden Black Friday ramte var Gus Hansen 2011’s suverænt største onlinevinder med et plus på over $4 millioner, men det var ikke en Gus Hansen i samme storform, som vendte tilbage til onlinebordene i sensommeren 2012.

Den lange pause fra nettets højeste takster havde tilsyneladende sat sine spor, og Gus Hansen endte 2012 som årets suverænt største taber.

Læs også: Annus horriblis: Gus årets største taber online – 23 millioner kr. i hullet

Resultaterne her i januar måned har dog overordnet set peget i den rigtige retning, selvom man måske godt kunne føle trang til en søsygepille, når man tager et kig på hans indtjeningsgraf. Og da PNN.dk fangede Gus i går, var han også moderat optimist.

“Forhåbentlig er den værste rust nu banket af med henhold til onlinepokeren,” udtalte Gus Hansen til PNN.dk i går.

Læs også: Gus: – Spiller formentlig kun highrollerne

Rædselsmorgen
Men 24 timer er lang tid i pokerens verden. Rent faktisk, er blot tre timer næsten en evighed, hvilket dagens morgen-action på highstakesbordene er et vidne om.

Gus Hansen var klokken 7.30 i morges, dansk tid, oppe med knap $200.000 for det seneste døgn, men siden er det ikke bare gået ned ad bakke, der er nærmest tale om frit fald.

Status netop nu er, at de røde tal ud for Gus Hansen blinker på hele $418.475. Penge, der først og fremmest er tabt til Kyle ‘KPR16’ Ray, der fordelt over blot 604 hænder har vundet $511.730 fra danskeren.


Screenshot fra highstakesdb.com: Gus Hansens vilde kurve for 2013 – en hård bjergetape fra Tour de France. Dagens session er endnu ikke tilføjet.