Neuville: – Folk forstår ikke, at det var det værste, der kunne ske!

Pierre Neuville spillede tidligere på måneden finalebord i WSOP Main Event, og selvom de fleste pokerspillere ville give deres højre arm for den syvendeplads, som det endte med, i verdens største pokerturnering, så er den rutinerede belgier selv yderst skuffet over resultatet.

“Folk lykønsker mig stadig. De forstår ikke, at det var det værste, der kunne ske! I juli var jeg fyldt af en total lykkefølelse. Jeg spillede mit livs bedste poker og havde muligheden for at avancere et par pladser, vinde yderligere et par millioner, hjælpe One Drop og købe gaver til venner og familie,” fortæller han til Pokerlistings.

“Men alt det er væk nu, for syvendepladsen betyder, at der knap er penge nok til at dække, hvad jeg har brugt i løbet af de seneste tre måneder. Jeg prøvede at forberede mig på det værst mulige scenarie, men var stadig for optimistisk. Jeg vidste, at jeg potentielt kunne tabe med par es, men regnede ikke med at tabe alle mine bedste hænder. Vi kunne spille det samme finalebord 20 gange, og jeg ville gøre det bedre de 19.”

Neuville fik $1,203,293 for sin syvendeplads, men var efterfølgende knust.

“Det var et slag i ansigtet. En once-in-a-lifetime opportunity….i tre dage troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville få min motivation tilbage.

Det lykkedes dog – heldigvis – for den evigt sympatiske belgier. På flyturen hjem, fik han sat tingene i perspektiv, og nu har han så sat nye mål for den kommende sæson.

“Jeg har tænkt mig at tabe mig 12 kilo over de næste par måneder. Jeg ved ikke om jeg når mit mål, men jo flere jeg fortæller det til, jo mere forpligtet føler jeg mig. Jeg har planlagt at spille dobbelt så mange turneringer i 2016, hvilket er på niveau med de unge spillere. Mit mål er at nå GPI Top 20, noget ingen seniorspiller nogensinde har præsteret. I den forbindelse er det mit mål at ramme finaleborde i EPT-, WPT- og WSOP-regi. Det er meget ambitiøst, men det er hvad jeg har brug for.”