Luke Schwartz: – Hellmuth er vigtigere for pokeren end Colman

Vi dykkede i går ned i et pokerlistings-interview med Luke Schwartz, hvor den engelske enfant terrible fremstod mere moden og velovervejet end nogensinde før, og det gør vi nu igen.

Schwartz er blevet far, og det har angiveligt fået ham til at smide sit bad boy-image og i stedet fremstå i en mere afdæmpet udgave.

Heller ikke da intervieweren beder om Schwarts’ syn på polemikken omkring Dan Colman og Phil Hellmuth falder englænderen for fristelsen for at levere en af hans ellers velkendte svinere.

“Jeg har ærlig talt ikke rigtig nogen holdning til det. Hellmuth vil altid være Hellmuth. Nogen kan li’ ham, andre kan ikke. Han er ikke verdens mest talentfulde spiller. Han gjorde det godt, dengang poker var lettere, og nu prøver han at værne om sit navn og forblive i medierne, hvilket giver fin mening.”

Hvem er vigtigst for poker: Colman eller Hellmuth?

“Colman er på historiens største heater, men han er ikke nogen personlighed. Han er en klart bedre spiller end Hellmuth, og hvis han havde mere karisma og stillede op til flere interviews, så ville han være et stort navn for pokeren. Men det gør han ikke. Det gør Hellmuth stadig, så jeg tror Hellmuth er vigtigere end Colman.”

Luke Schwartz fortæller, at han krydsede klinger med Dan Colman, dengang han selv var en NL Hold’em-haj.

“Jeg har spillede imod ham før i tiden. Og lad os bare sige, at jeg ikke er overrasket over den stime, han er inde i. Han har været heldig, men han ved mere om NL Hold’em end nogen som helst anden.”