Jake Cody udlover procenter i sig selv til EPT Prag: – Vis mig din julesweater!

Kan du huske den der knaldrøde, hjemmestrikkede sweater med det store rensdyr på maven, som du fik i julegave af din mormor for efterhånden 30.000 bad beats siden?

Nu skal du være glad for at din samvittighed stoppede dig i at indlevere den til Kirkens Korshær, for nu kan den måske indbringe dig penge. Mange penge.

Team PokerStars Pro’en Jake Cody har nemlig smidt en udfordring på julebordet, og den går i alt sin enkelthed ud på, at du skal vise ham dit fedeste – eller grimmeste – juleuniform, og hvis du vinder konkurrencen får du procenter i ham til det kommende EPT Prag Main Event i december.

“Jeg vil have dig til at sende et billede af dig selv iført din bedste (eller værste) julesweater/kostume, og jeg vælger mine 3 favoritter som vindere. Hver vinder får 2% i mig i dette års EPT Prag Main Event”, skriver Cody i sin nyeste blogpost.

Her remser han også reglerne for deltagelse op, og de er simple. Alt du skal bruge er et kamera, dit jule-outfit og en profil på enten Twitter, Instagram eller Facebook.