Ivey!

Super Highrolleren er slut. Vinderen blev Phil Ivey, der scorer $2.000.000 AUD – cirka 12, 1 millioner kroner – for sejren.

Det var den nyhed.

Og dog.

Phil Ivey var i længere tid væk fra den internationale pokerscene efter Full Tilt Poker-skandalen. Han reagerede stærkt og prompte, da skandalen brød ud. Og så blev han efterfølgende tavs – tavs som graven.

Han droppede – under stor ståhej – sommerens World Series Of Poker. Han røg af ESPNs ‘The Nuts’ – en top ti liste over verdens bedste pokerspillere, der i modsætning til Global Poker Index rent faktisk har et meget mere nuanceret forhold til, hvem der er udgør verdens absolutte pokerelite. Men mon ikke Phil Ivey igen er at finde på ‘The Nuts’, når næste udgave af ESPNs top ti liste går i luften. Det er næsten lidt for utroligt, at han ikke har skullet bruge længere tid til at genfinde sit gamle, næsten uhyggelige gode, jeg. Husk på, at han også gik rigtigt dybt i Aussie Millions Main Event. Men klasse fornægter sig bare ikke.

Phil Ivey, der forresten også er verdens mest vindende online-spiller nogensinde, overtog med sin sejr andenpladsen på ‘all time money-list’. Bubble boy Daniel Negreanu blev dermed fortrængt til tredjepladsen, mens Erik Seidel fortsat sidder solidt på førstepladsen.

I heads up’ens afgørende hånd overvandt Phil Iveys es-dame Patrik Antonius’ konge-tre. Patrik Antonius, der i øvrigt er verdens næststørste online-vinder gennem tiderne, får $1,2 millioner AUD for andenpladsen.

Velkommen tilbage på toppen, Phil Ivey.