Interview med Hans Riisager: – Man skal huske livsglæden

Dette er 2. del af et dybdegående interview med den professionelle pokerspiller Hans Riisager.

Du kan læse 1. del af interviewet her.

 

Mange forbinder en tilværelse som professionel pokerspiller med lange nætter foran computerskærmen, alt for meget junkfood i madpyramiden og måske også en par ekstra kilo på sidebenene. Andre forestiller sig en livsstil med store biler, dyre boliger og masser af fest og farver kombineret med et par timers pokerspil på nettet om dagen.

I Hans Riisagers tilfælde er der ingen fuldstændig sandhed i nogen af de to fordomme, men lange nætter foran computerskærmen og en del byture bliver det dog til på Malta.

“Ideelt vil jeg gerne stå op klokken 13-14 stykker, men reelt bliver det nok et par timer senere. Det er lidt det der med, at hvis man ikke SKAL op, så er det let at blive liggende en time længere i sengen og kigge lidt på Facebook og sådan noget. Men når jeg så kommer op, så plejer jeg at tage over og træne med Allan (Horne, red.), og så hjem og grinde lidt. Senere får vi noget aftensmad inden den står på grind igen senere”, fortæller Hans, som nyder den luksus, at han ikke behøver stå for aftensmaden selv. I hvert fald ikke altid.

“Vi har jo “Faus” (Casper Fausholt, red.) som kommer og laver aftensmad til os et par gange om ugen. Han har været i kokkelære, men nu bor han hernede og lever af poker. Så tjener han lidt ekstra på at hjælpe os, og det er skide hyggeligt. Han er en god kammerat”, siger Hans som heller ikke lægger skjul på, at “Faus” er ret god til at lave mad.

 

Faus_laver_mad2

SNG-grinderen Casper Fausholt tryller i køkkenet

 

saa_er_der_mad

Lidt senere serverer “Faus” en klassiker fra det danske køkken i form af kartofler og hakkebøffer med bløde løg og brun sovs til stor tilfredshed for gutterne.

 

 

Det koster €2000 at gå på weekenddruk

I bydelen Paceville i St. Julians er der altid knald på og gode muligheder for at få lidt alkohol indenfor vesten, og det udnytter Hans og gutterne da også et par gange i ugen. Men stod det til Hans gik de i byen på hverdage frem for i weekenderne.

“Ideelt set burde vi grinde poker hver fredag og lørdag, fordi games’ne er EV-bedre der, og så er der mere action. Men det er også der vores venner med almindeligt arbejde har fri, så hvis vi skal i byen med dem, er det nødt til at være der”, siger Hans som fortæller, at han og grindmakkeren Lasse Nielsen har studeret tallene i HoldemManager, og anslår at det koster ca. €2000 i gennemsnit at holde fri på en fredag eller en lørdag.

“Men det må man tage med. Man skal også huske livsglæden”, siger Hans og fortsætter:

“Men vi prøver altid at grinde mindst én dag hver weekend. Det kan f.eks være bytur fredag, grind lørdag og så i byen igen søndag.”

Hans træner flere gange om ugen og skyller lystigt efter med proteinshakes efter træning, og så spiller han både five-a-side og 11-mands fodbold et par gange i ugen.

Generelt har han stor fokus på en sund livsstil, men det er ikke altid det går helt som planlagt, når Paceville har slået druk-kløerne i drengene.

Efter en lang nat i byen for et par måneder siden, fik Allan Horne den lyse idé, at der skulle købes morgenmad fra McDonalds, og da alle restauranterne i nærområdet var lukket, indvilligede Lasse i at tage en taxa ud til lufthavnen og tilbage igen.

 

McD_mad

“Morgenmad til fire, tak! Og husk lige ketchup…”

 

Ingen moralske skrubler

At leve af at plukke penge fra dårligere spillere end sig selv i et kortspil på nettet, kan lede tankerne hen på et rovdyr der jager sit bytte. Før Hans kan betale sine regninger, spare penge sammen til fremtiden og opretholde livsstilen, kræves det, at der sidder folk ude i stuerne og taber penge på online poker.

– Har du nogensinde haft moralske skrubler over at rense fisk frem for at bage brød?

“Nej, det har jeg faktisk ikke. Jeg ved ikke om man er et dårligt menneske, fordi man siger det. Men nej, det har jeg ikke. Fiskens penge ryger nok alligevel, om det så er mig eller en anden spiller der vinder dem. De kunne ligeså godt ryge på spillemaskinerne eller i byen”, siger Hans, som også mener det må være enhvers personlige ansvar at stoppe i tide.

“Jeg ville aldrig selv fortsætte med at spille, hvis jeg begyndte at tabe. Når man spiller 100.000 hænder hver måned, er det jo ikke fordi, det tager 2 år at finde ud af, om man er vindende eller tabende. Så den dag jeg ikke laver penge på det mere, der stopper jeg. Det er jeg slet ikke i tvivl om”, slår den fornuftige vestjyde fast.

 

Jeg spiller der hvor fiskene er

Hvis Hans en dag skulle svinge benene ud af sengen og opdage, at NL Hold’em ikke længere er profitabelt for ham, udelukker han ikke, at han vil søge andre græsgange – som f.eks Pot Limit Omaha. Men at skifte til 4-korts poker er ikke umiddelbart noget han spekulerer i på nuværende tidspunkt.

“Der var jo på et tidspunkt hvor alle sammen skiftede til PLO, fordi de troede at det var der alt action ville komme, men sådan er det jo ikke rigtigt gået. Der kører i hvert fald stadig flere Hold’em spil end PLO spil på de stakes jeg spiller. Men man spiller der hvor fiskene er, så hvis alle fiskene lige pludselig spillede PLO en dag, så ville jeg nok være nødt til at komme derover, men ellers tror jeg ikke”, siger Hans og afslører at han en gang i mellem spiller lidt PLO for hyggens skyld.

“Jeg havde jo overvejet om jeg skulle skifte til PLO, men det tror jeg ikke. Jeg har spillet lidt en gang i mellem for at prøve at lære lidt. Jeg tror heller ikke man bliver en dårligere Hold’em spiller af at lære lidt om noget andet”, siger han og fremhæver også Heads Up poker, som en god ting at lære mere om, selv om det ikke nødvendigvis er ens main game.

“Heads Up bliver det hele lidt mere marginalt. Der skal både bettes light og calles light. Det kan eksempelvis bruges i 6-max, når du sidder på knappen og spiller en bredere range. Der tror jeg helt klart at en øvet Heads Up spiller har en fordel kontra en almindelig 6-max spiller”, siger Hans.

 

Timelønnen i turneringer er for dårlig

En af de ting som Hans ikke spiller for at blive bedre til NL Hold’em cash games er turneringer. Som cash game specialist siger turneringer ikke Hans det helt store, og han afviser nærmest kategorisk, at det ville være profitabelt for ham at spille dem frem for cash games.

“Jeg tror jeg har spillet Sunday Million to gange eller sådan noget. Jeg tror ikke det betale sig i forhold til timelønnen som midstakes cash game spiller. Nu skal man selvfølgelig passe på hvad man siger, men jeg ville i hvert fald ikke have en høj nok timeløn ved at spille turneringer”, siger Hans som dog af og til spiller en live pokerturnering for hyggens skyld.

“Ja, der får jeg som regel også en flot hat af papir”, siger Hans og fortsætter:

“Jeg spillede f.eks en turnering her i weekenden, og kørte det hele midtover på Dag 1. Altså, jeg ejede det bord fuldstændigt, og så på Dag 2 tabte jeg bare samtlige all ins, og så er det altså svært. Men sådan er det med turneringer. Man kan spille i timevis og komme langt og så alligevel ryge før pengene”, siger Hans og ligner ikke en der er på vej til at registrere sig til en pokerturnering lige foreløbigt.

 

Kan man slå spillet uden HoldemManager?

Nøglen til succes i poker er en kombination af talent og stenhårdt arbejde. Det er ingen hemmelighed, at vil man leve af at spille poker, er man nødt til at arbejde med sit spil.

En del af arbejdet består blandt andet i at lave håndanalyser og studere ranges, men hvor vigtig er hjælpesoftware som f.eks. HoldemManager for Hans?

“Jeg bruger faktisk kun HoldemManager og så PokerStove til at analysere ranges, såsom 3-betting ranges og sådan noget”, siger Hans, som dog helst ikke vil ud med, hvilke stats han har i sin HUD. Dertil respekterer han alligevel sine modstandere for meget.

“Nej, nogle af dem jeg spiller med hver dag, vil hurtigt kunne finde ud af at tilpasse deres spil, hvis de ved hvordan jeg tænker. Men hvis jeg skulle pege på nogle stats, som er gode at have med i sin HUD, så er det sådan noget som C-bet frekvenser og noget med aggression. Og hvor meget folk bluffer. Helt generelt, så handler det om at finde ud af hvor meget folk barreller og hvor meget de bluffer”, afslører Hans, som også en smule overraskende kan fortælle, at han ikke bruger HUD’en så meget, som nogle måske tror, når han spiller.

“Jeg tror faktisk, jeg ville være i stand til at slå spillet uden. Nu har jeg det installeret og jeg har nogle noter på de forskellige regulars og sådan noget. Så hvis jeg satte mig ned nu uden HoldemManager, så ville jeg helt sikkert stadig slå spillet. Og jeg tror også jeg ville gøre det uden HoldemManager, hvis jeg startede på et nyt site”, siger Hans og konstaterer at det selvfølgelig ville koste lidt på win raten.

 

Fremtiden

Hvis man er gammel i gårde i pokermiljøet vil man kunne huske navne på en del tidligere professionelle pokerspillere, som i poker-regi nærmest er forduftet fra jordens overflade i de seneste år. Årsagerne til deres forsvinden kan skyldes flere ting. Nogle er måske gået broke mens andre har søgt nye græsgange i form af uddannelse eller et job væk fra pokerbordene.

Når snakken falder på fremtidsplanerne, afslører Hans, at han heller ikke drømmer om at leve af poker for evigt.

“Jeg tror, jeg tager et år til på Malta, og så er jeg vist også ved at være så gammel, at jeg skal tilbage til Danmark”, svarer Hans og griner.

“På den lange bane ved jeg ikke. Sålænge jeg laver udmærkede penge på poker, kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle lave noget andet. Men omvendt kan jeg heller ikke se mig selv spille poker om 10 år, men jeg aner det virkeligt ikke”, siger Hans og slår fast, at han ikke regner med at bruge sin uddannelse som bager til noget i fremtiden.

“Jeg kan forestille mig, at jeg spiller poker i nogle år og så kommer jeg måske til at læse ét eller andet. Så må jeg tage den derfra. Men med den frihed der er i poker, og så længe spillet er til at slå, så kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle lave noget andet.”

– Føler du nogensinde du spilder dit liv på at spille poker?

“Nej”, lyder svaret prompte. “Det føler jeg bestemt ikke. Jeg får sparet en del penge op og med den frihed man har som pokerspiller, synes jeg vi har det helt fantastisk. Man kan arbejde når og hvor man vil, gå i byen og ud og spise når man vil… Det kan jeg ikke se, hvordan det skulle være at spilde livet, når man samtidig tjener penge”.

– Apropos at tjene penge – det sidste års tid har været godkendt, tror jeg godt man kan sige. Hvordan er dit forhold til penge?

“Jeg synes at specielt hernede kan man godt få et forkert forhold til penge, fordi Euro virker ikke som så mange penge, som det gør i Danmark”, siger Hans og hentyder til, at man ikke altid tænker på at €100 rent faktisk tilsvarer ca. 750 kr.

“Nu bruger jeg nok lidt flere penge end jeg ville gøre i Danmark, men det er ikke fordi vi bare lirer penge ud. Men for at være ærlig, så ved jeg faktisk ikke, hvor mange penge jeg bruger på en måned. Jeg har ikke rigtig regnskab over det. Men vi betaler €3000 i husleje, som så skal deles i tre, og så er der mad, byture osv. Jeg ved sgu ikke hvad det koster”, siger Hans og slår ud med armene.

 

Portomaso_Marina

22.000 kr. om måneden koster det at have denne udsigt fra balkonen. Heldigvis for Hans er de tre om at dele huslejen.

 

Poker er fantastisk

Der er ingen tvivl om, at poker har givet Hans mange gode oplevelser i livet, og måske også åbnet nogle døre, som ville have været lukket af økonomiske årsager ude i fremtiden. Men har der været nogle dårlige oplevelser forbundet med poker?

“Det ved jeg ikke”, siger Hans og går i tanken i omkring 20 sekunder før han siger, “Det eneste dårlige ved poker er, at der er nogle mennesker som ikke kan styre det. Så der er risiko for at blive scammed af folk, som man ellers troede man kunne stole på. Men heldigvis er det ikke noget jeg har oplevet meget af i min karriere.”

– Hvad gør dig glad?

“Frihed, tror jeg. Det der med at man selv kan bestemme og strukturere sin hverdag. Det er også derfor poker er så fantastisk”, slutter Hans af inden vi bevæger os mod computerne for at gøre Lasse Nielsen og Allan Horne selskab, som allerede er i gang med grinden.

 

Læs 3. del af interviewet med Hans Riisager her på PNN.dk, hvor vi kigger Hans over skulderen i helt almindelig grindsession.

Artikelfoto: Hans Riisager og pokerkollega Jonas Ketelsen (Privatfoto)