Husk TCOOP Main Event i aften

Turbo Championship of Online Poker synger på sidste vers, hvilket betyder, at søndagsgrinderne allerede som en flok Pavlovs hunde har savl i mundvigene ved tanken om Main Event, der er programsat til i aften.

PokerStars har nemlig som altid fyldt den garanterede præmiepulje op til randen. Hele $2.000.000 er der i puljen, ligesom der er $300.000 garanteret til vinderen. Hele herligheden koster $700 og begynder klokken 21.30, men hvis det er en anelse for dyrt for din bankroll, så er der fortsat rig mulighed for at kvalificere sig for en håndøre på PokerStars.

Klokken 18.00 går TCOOPs $2.100 Highroller i gang, og vi kan må nuværende tidspunkt konstatere, at i hvert fald fire danskere har lyst til at bide skeer med den dyre event. Younas Rønhoff og Jonas Palsgård, der begge spillede sig på et TCOOP-finalebord tidligere på ugen, har registreret sig, akkurat ligesom Mads Smith Hansen og Frei Dilling.

Sidst, men ikke mindst, skal det tilføjes, at de hurtige kan nå at tilmelde sig TCOOP #46, der netop er gået i gang. Sen-registreringen er dog fortsat åben, så hvis du har $215, der brænder i lommen, så er det med at hoppe i på verdens største pokersite og spille en omgang Ultra Deep.